De store stjerner blev snydt af en upåagtet østriger i kvindernes linjeløb ved OL i Tokyo, og det var en rystet Cecilie Uttrup, der efterfølgende mødte den danske presse på motorsport-banen i Fuji.
- Ej, mand. Man ryster jo på hovedet af den måde, der bliver kørt på, mand. Det er jo helt absurd. Det er så dårligt for kvindecykling. Alle sidder jo og tænker, hvad sker der, lød det fra en skiftevis grinende og grædende Cecilie Uttrup, der var Danmarks medaljebud hos kvinderne.
Artiklen fortsætter under billedet..
Hun måtte nøjes med en tiendeplads og undrede sig gevaldigt over, hvorfor de fire hollandske favoritter, som er nummer et, to, fire og fem på verdensranglisten, ventede helt til sidst med at forsøge at køre Anna Kiesenhofer ind.
- Det er de store nationer, der sidder med fire ryttere, jeg sidder alene. De må tage noget initiativ. Der bliver gamblet for længe. Det kan ikke være rigtigt. Jeg mangler ord. Det må have været røvdårligt cykelløb at se på, lød det fra Uttrup, der flere gange forsøgte at råbe de store hold op i feltet.
- Jeg prøvede at sige, at vi skulle køre. 1, 2, 3, 4 - kom nu piger, lød det med vanlig gestikulation fra Cecilie Uttrup.
Artiklen fortsætter under billedet...
I landevejsløbet har landene ikke lige mange ryttere med. Danmark havde eksempelvis kun to mod Hollands fire på grund af placering på ranglisten.
Efterfølgende har det vist sig, at sølvvinderen Annemiek van Vleuten rent faktisk troede, at hun vandt løbet, og det kan være forklaringen på hollændernes passivitet.
Van Vleuten løftede også begge arme, da hun kørte over målstregen et lidt over et minut efter den østrigske vinder.
Artiklen fortsætter under videoen..
Det var Cecilie Uttrup ikke bekendt med, da hun blev interviewet umiddelbart efter løbet.
Til gengæld erkendte hun blankt, at den østrigske OL-vinder ikke ringede mange klokker.
- Nej, det skal jeg være ærlig at sige. I 2016 kørte hun for Lotto, men hun har jo ikke kørt på World Touren, lød det undrende fra Cecilie Uttrup om kvindernes fornemme selskab.
Løbets anden dansker Emma Norsgaard gennemførte ikke løbet og blev efterfølgende dårlig under et interview.
Følg Ekstra Bladets OL-livedækning her