Satser på mere metal

Emma Aastrand satser på endnu en topplacering, når hun de næste dage konkurrerer i 500 meter enerkajak

Emma Aastrand Jørgensen snuppede tirsdag bronze i 200 meter enerkajak. Onsdag skal hun konkurrere på 500 meter. Foto: Luis Acosta/Ritzau Scanpix
Emma Aastrand Jørgensen snuppede tirsdag bronze i 200 meter enerkajak. Onsdag skal hun konkurrere på 500 meter. Foto: Luis Acosta/Ritzau Scanpix

Emma Aastrand Jørgensen var skuffet over, at det kun blev til bronze og ikke sølv i OL's 200 meter enerkajak, men karrierens anden OL-medalje kan stadig bruges positivt frem mod de resterende konkurrencer ved legene i Tokyo.

Onsdag og torsdag jagter hun medalje i 500 meter enerkajak, og her kan tirsdagens bronze bruges som et boost.

- Det kan den helt sikkert. Det giver blod på tanden at kunne kæmpe for mere. Jeg ved ikke, hvordan min chance kommer til at være på 500 meter, men jeg tror helt sikkert, at jeg kan være godt med, og det vil jeg kæmpe så meget for.

På 200 meter havde hun håbet på sølv, men så højt sætter hun ikke målsætningen på den lange distance, selv om hun 'nyder begge distancer lige meget'.

- Godt med er for mig top-5, og inden for top-5 kan det være mega tæt, og alt kan ske. Så det er min målsætning. Jeg har ikke lyst til at sætte den højere, da der ikke er nogen grund til at lægge for hårdt pres på mig selv.

Hidtil har de danske medaljetagere ved OL kunnet fejre podieplaceringerne uden at skulle tænke på at skulle i konkurrence igen, men den danske kajakroer skal allerede natten til onsdag dansk tid ro indledende heat på 500 meter.

- Jeg håber at kunne nå at nyde det og få tid til det. Det er vigtigt, tænker jeg, men det kunne da være rart at være færdig og gøre, hvad man har lyst til.

- Men jeg er vant til at være i zonen i flere dage til andre stævner, hvor man også har finale både lørdag og søndag.

Det ligger til at blive en lang uge for Aastrand, da hun også fredag og lørdag skal i aktion med firerkajakken. Dermed kommer hun op på seks konkurrencedage i træk. Det fungerer hun dog fint med.

- Jeg synes, at jeg er ret afslappet i det. Jeg har tid til at snakke med jer, og så skal jeg ro af, og så har jeg fri hele eftermiddagen til at restituere og få behandling.

- Så jeg synes, at tidsplanen fungerer godt, men seksdagesstævner har jeg aldrig prøvet før, så jeg er spændt på fredag og lørdag, lyder det fra bronzevinderen.

OLsen anbefaler, at du ser finalen i banecykling onsdag formiddag

Danskere i aktion onsdag 4. august

Kl. 00:30: Golf. Nanna Koerstz Madsen og Emily Pedersen, runde 1 (af 4) (Discovery)

Kl. 03.40-04.01: Kajak. Emma Aastrand Jørgensen, k1 500m (DR1)

(Kl. 04.00: Brydning. Frederik Bjerrehus, græsk-romersk 67 kilo, mulig opsamlingsturnering)

(Kl. 05.50: Kajak. Emma Aastrand Jørgensen, k1 500m, mulig kvartfinale)

Kl. 10.55: Banecykling. Frederik Rodenberg, Julius Johansen, Niklas Larsen, Rasmus Lund, Lasse Norman Hansen, 4000-meter holdløb, finale (Discovery)

Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
Foto: Christian Hartmann/Ritzau Scanpix
 

(Kl. 11.15-: Brydning. Frederik Bjerrehus, græsk-romersk 67 kilo, mulige medaljekampe)

Kilde: Danmarks Idrætsforbund