Slotts OL-mareridt: Karrieren slutter med styrt

Danske Sara Slott Petersen satte mandag et trist punktum for karrieren, da hækkeløberen på dramatisk vis udgik af semifinalen ved OL i Tokyo

Slotts OL-mareridt: Karrieren slutter med styrt

Sara Slotts OL-drøm knust: Falder i øsende regnvejr i semifinaleheat – se det her

Sara Slott Petersen har løbet sin sidste konkurrence som professionel.

Og det sluttede på den værst tænkelige måde.

Hækkeløberen nåede aldrig at sætte en tid i OL-semifinalen. På dramatisk vis kolliderede hun med ottende hæk og røg direkte i underlaget. Det var forbi på stedet.

Den danske stjerne gik lidt efter over stregen. Men uden at sætte en tid i sit sidste løb.

Få minutter senere stod den 34-årige aarhusianer helt knust i mixed zone og forsøgte at sætte aftenens mareridt i perspektiv.

- Det var ikke et af de scenarier, jeg lige havde spillet igennem. Det var selvfølgelig det værst tænkelige, der kunne ske. Det indkapsler meget godt, hvad sport er. Det kan gå megagodt nogle gange. Og andre gange kan det virkelig gå ad helvede til. Det gjorde det i dag, siger Slott.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Fabrizio Bensch/Reuters
Foto: Fabrizio Bensch/Reuters

Det var ved ottende hæk, at ulykken indtraf.

Himlen havde kort inden semifinalen åbnet sig over det olympiske stadion, og det regnvåde underlag fik desværre den værst tænkelige konsekvens.

Slott hamrede ind i hækken og røg ned med det samme.

Efterfølgende havde danskeren imidlertid svært ved at vurdere, hvad der præcist lå til grund for sammenstødet.

Hendes bedste gæt var, at hun gled i afsættet og røg ind under hækken.

- Jeg kan mærke, at jeg har sparket op under hækken, så hele mit skinneben er revet op.

Men som hun selv konstaterer:

- Det kan sådan set også være lige meget. Jeg løber direkte frontalt ind i den.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Gregers Tycho
Foto: Gregers Tycho
 

Kontrasten var slående i forhold til hendes forrige OL i 2016, hvor alt gik op i en højere enhed, og hun stod bag et dansk mesterstykke med det sensationelle sølv på Maracanã.

Samme år vandt hun EM-guld i Amsterdam, hvilket understregede hendes status som verdensstjerne i 400 meter hæk på daværende tidspunkt.

Ved dette OL gik den 18. seedede dansker ind med anderledes mildt pres på sine skuldre, ligesom Slott i lang tid har været afklaret med, at der skulle siges endegyldigt farvel i Tokyo.

Det er hun fortsat, selv om mandagens mareridt kunne være fristende at bytte om med en bedre afslutning. Men der kommer ikke flere løb, forklarer hun.

- Jeg vil hellere have sluttet i en OL-finale, men jeg har rejst mig rigtig mange gange i min karriere. Det har bestemt ikke været en uproblematisk vej. Så måske er det her meget symptomatisk for min karriere.

- Jeg håber, at det kan være med til at vise nogen, at det ikke altid er let. Men man må rejse sig, børste det af sig og komme videre.

Følg den generelle OL-LIVE her

Følg Axelsens guld-brag her

Det er vemodigt at sige farvel, men særligt på ét punkt bliver det befriende, fortæller Sara Slott om karrierestoppet.