Lettelse. Og glæde.
Følelserne strålede ud fra Viktor Axelsens krop, da han mødte den danske presse efter sin storslåede sejr over Chen Long i OL-finalen.
- Jeg kan slet ikke tro, jeg har vundet OL-guld lige nu. Det er fuldstændig vanvittigt.
Han havde haft lejlighed til at tale med familien hjemme i Odense, men ikke med sin forlovede og datteren Vega, som til gengæld kommer til at se mere til sin far det næste stykke tid.
- Næste mål er at holde lidt fri og holde ferie. Jeg skal ikke tænke på, at jeg skal ligge i sengen der og spise så mange gram kulhydrater til næste måltid.
- Jeg skal heller ikke have dårlig samvittighed over for Natalia og Vega, når jeg tager op og træner, og jeg skal ikke have dårlig samvittighed, når jeg lige bliver hjemme som badmintonspilleren.
Artiklen fortsætter under billedet..
Viktor Axelsen har tidligere fortalt om en minutiøs og perfektionistisk tilgang til tingene, og han ved godt, at atleter, der er på egen hånd, ikke er de letteste at omgås.
- Det er klart, at jeg er jo ikke nem at være hverken manager til, far til, forlovet til eller bror til. Jeg er jo lidt en sær snegl til tider. Det skal man være for at komme til tops i en individuel sport.
- Men de ved også godt, at jeg har altid Viktor med. Jeg skal ikke retfærdiggøre, at jeg gør de her ting. Men at jeg kommer hjem med en OL-guldmedalje og har præsteret det, så gør det jo, at alle omkring mig og mig selv inklusiv føler, at det er derfor, vi gør det her.
- Det er derfor, jeg rejser så meget, derfor jeg træner meget og spiser så meget mærkeligt. I forstår, hvad jeg mener, lød det med et smil fra Viktor Axelsen.
Viktor Axelsen er den første dansker til at vinde OL i badminton i herresingle siden Poul-Erik Høyer i 1996. På grund af det sene spilletidspunkt lokal tid vil Axelsen sandsynligvis blive fejret tirsdag i stedet for umiddelbart efter triumfen, som de øvrige danske medaljevindere er blevet.