Sara Sorribes Tormo fik søndag en sensationel start på OL.
Her sendte den spanske tennisspiller, der er nummer 48 på verdensranglisten, nemlig den topseedede verdensetter Ashleigh Barty hjem fra legene ved at vinde i to sæt med cifrene 6-4, 6-3.
Barty har ellers vist storform op til legene. Tidligere i juli vandt hun Wimbledon. Men det blev altså til et tidligt exit for australieren, som aldrig rigtig kom ind i kampen.
Sorribes Tormo brød Barty to gange tidligt i første sæt og indledte også andet sæt ved at vinde i australierens serv.
Barty svarede dog igen i andet sæt og de to fulgtes ad, indtil Sorribes Tormo lukkede kampen med to servebrud i træk til 4-3 og 6-3.
Den højest seedede spiller i damesingle er nu hjemmebanehelten Naomi Osaka, der fredag eftermiddag dansk tid tændte den olympiske flamme og officielt åbnede legene i Tokyo.
Osaka gik søndag morgen dansk tid sikkert videre fra første runde, da hun slog kinesiske Saisai Zheng i to sæt med cifrene 6-1, 6-4.