Det var vel tirsdagens mindst overraskende olympiske guldvinder.
Svenske Armand Duplantis gik ind til stangspring som absolut storfavorit.
Sat på spidsen havde få nok sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt han ville vinde, men i stedet udelukkende fundet spænding ved, hvor højt han ville springe.
Svaret blev 6,02 meter, hvilket sikrede unikumet karrierens første OL-guld.
Til sidst gik han efter at slå sin egen verdensrekord med et forsøg på at overkomme 6,19 meter. Duplantis var yderst tæt på i første forsøg, men ramte barren på vej ned, efter han ellers havde været langt over den.
Artiklen fortsætter under billedet ...
I en liga for sig
Forud for finalen havde flere af Duplantis konkurrenter givet udtryk for, at det formentlig var en kamp om at vinde sølv.
De skulle få ret. Deres svenske modstander var i en liga for sig.
Han nærmest legede med konkurrenterne og havde enorm margin hver gang, niveauet og barren blev hævet, mens udskilningsløbet var i gang.
Til sidst var kun Chris Nilsen tilbage i kampen om guld, og selv om han slog sin egen personlige rekord undervejs med 5,97 meter, lignede amerikaneren en mand, der godt vidste, at det var et spørgsmål om tid.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Enorm popularitet
Den 21-årige superstjerne, der har amerikansk far og svensk mor, har for længst taget verden med storm trods sin unge alder.
Duplantis tordnede for alvor ind på den internationale scene i 2019, hvor han som teenager nær løb med VM-guldet i sit andet bekendtskab med seniorudgaven.
I 2017 var han endt på niendepladsen med et spring på 5,50 meter, men to år senere i Doha lagde han næsten en halv meter til den præstation.
Hans spring på 5,97 meter var nok til en delt førsteplads, men amerikanske Sam Kendricks tog guldet, da han havde haft færre nedrivninger.
Barren er siden bare sat højere og højere, og Duplantis’ popularitet i Sverige er på samme måde vokset.
Tag nu bare en større afstemning hos svenske Aftonbladet sidste år, hvor Duplantis med afstand blev kåret til Sveriges mest populære idrætsudøver.
Foran Zlatan Ibrahimovic.
Populariteten er næppe blevet mindre efter tirsdagens magtdemonstration i Tokyo.
OLsen anbefaler, at du ser finalen i banecykling onsdag formiddag