Australske Ariarne Titmus tog natten til mandag sin første olympiske guldmedalje.
Det gjorde svømmeren i 400 meter, hvor hun besejrede det amerikanske svømme-fænomen og flerdobbelte olympiske guldvinder Katie Ledecky.
Skulle man være i tvivl om størrelsen på en sådan triumf, så er det blot at kigge på Titmus' træner Dean Boxall.
Han kastede sit lange hår udover det hele og var slet ikke til at holde tilbage. De forsigtige officials i arenaen ser ud til at ville stoppe ham, men deres halvhjertede forsøg blev intet match for hans store begejstring.
Læs også: Forladte og faldefærdige OL-ruiner over hele verden
Dramatisk afslutning
Den forsvarende mester Katie Ledecky var i front fra start, og det var først i den intense afslutning, at en vedholdende Titmus fik presset sig forbi.
- Det er uvirkeligt. Det er nok det største, man kan opnå i sin sportslige karriere, så jeg er lykkelig, siger 20-årige Ariarne Titmus til ESPN ovenpå triumfen.
Ingen af de resterende deltagere kom i nærheden af de to titaner natten til mandag. Og det kommer nok ikke til at være eneste gang ved dette OL, at guldmedaljerne bliver fordelt mellem Titmus og Ledecky.
De to ventes at se hinanden an igen i både 200 meter fri natten til onsdag og 800 meter fri natten til lørdag. De er blandt favoritterne på begge distance, hvor amerikaneren i øvrigt også er forsvarende mester.