Konkurrencerne ruller for fuld damp ved OL i Tokyo, men selv om store præstationer og medaljer fylder det meste, lurer coronaen stadig i baggrunden.
Og torsdag er der sat ny rekord med 24 positive test, der relaterer sig til legene. Det bringer det samlede antal OL-relaterede coronatilfælde op på 193 siden 1. juli.
Det meddeler arrangørerne ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Tre af de 24 tilfælde er atleter, og særligt herrernes stangspringskonkurrence er blevet hårdt ramt.
Argentineren Germán Chiaraviglio og den dobbelte amerikanske verdensmester Sam Kendricks er begge blevet tvunget til afbud på grund af corona.
Den svensk-amerikanske verdensrekordholder, Armand Duplantis, afslører desuden, at han kunne være røget med i svinget, men et møde med Kendricks blev aldrig til noget.
- Jeg havde planer om at mødes med ham. Måske i går. Men så ringede min kæreste, og det blev ikke til noget. Der var jeg ret heldig, må man sige, siger Duplantis ifølge TT.
Duplantis har svært ved at forstå, at Kendricks er ude.
- Han var en af mine største rivaler, og han skulle have presset mig fremad i finalen. Jeg er lidt i chok, jeg kan ikke rigtigt tro på det, siger Duplantis.
Sam Kendricks' positive test udløste også mild panik i den australske atletiklejr. Godt 60 atleter og stabsmedlemmer var henvist til deres hotelværelser i mere end to timer, inden de fleste blev frigivet igen.
Men tre personer betegnes som nære kontakter til amerikanske Kendricks og er derfor nu isoleret, skriver AFP.
Ifølge Reuters blev der torsdag registeret 3865 positive coronatilfælde i Tokyo, og for hele Japan rundede tallet 10.000. Begge dele er rekord ifølge nyhedsbureauet.
To udlændinge, der har overværet konkurrencer ved OL, er blevet indlagt med corona, skriver Reuters desuden.