Ukendt OL-håb: - Jeg er talentløs

Den norske løber Narve Gilje Nordås mener selv, at han bliver den mest talentløse atlet til OL, hvis han kvalificerer sig

Nordås (til venstre i billedet) mangler at skære tre sekunder af sin personlig rekord på 5000 meter for at kvalificere sig til OL. Foto: Aleksandra Szmigiel/Ritzau Scanpix
Nordås (til venstre i billedet) mangler at skære tre sekunder af sin personlig rekord på 5000 meter for at kvalificere sig til OL. Foto: Aleksandra Szmigiel/Ritzau Scanpix

Fredag nærmede den norske løber Narve Gilje Nordås sig muligheden for at komme til OL i Tokyo, da han slog sin personlige rekord på 5000 meter med en tid på 13 minutter og 16,78 sekunder.

Ifølge den norske løber er det dog ikke talent, der har fået ham til at nærme sig OL-kvalifikation, men den træningsfilosofi, som han har lært hos træner Gjert Ingebrigtsen. En filosofi, som alle kan lære.

- Jeg hævder hårdnakket, at jeg er talentløs. Selvom jeg er ved at få lidt af et forklaringsproblem, som jeg bliver bedre. Jeg var ubrugelig som barn, og det står jeg fast ved, siger Nordås til norsk TV2.

- Jeg var ikke god, men man bliver bedre og bedre, hvis man er i det. Det er fedt at vide, og godt, at det arbejde, jeg lægger i det, virker. Det har ingen betydning, hvad du hedder, den filosofi virker, fortæller Nordås, der mener, at han bliver den mest talentløse atlet til OL, hvis nordmanden kvalificerer sig.

Træner: - Han skal til OL
Selvom Narve Gilje Nordås forbedrede sin personlig rekord fredag, er nordmanden stadig tre sekunder over den tid, der er OL-kravet.

Derfor skal han deltage i et løb i Firenze, hvor træner Gjert Ingebrigtsen tror på, at Nordås kan kvalificere sig til legene i Tokyo.

- Jeg har forventninger til ham. Det ved han. Han ved, at han skal løbe ned mod OL-kravet.