For første gang siden 1996 er en dansk badmintonspiller klar til OL-finalen i herresingle.
Viktor Axelsen leverede søndag morgen dansk tid varen og slog som forventet sensationen Kevin Cordón i semifinalen ved legene i Tokyo i to sæt (21-18, 21-11)
Den 27-årige dansker er dermed sikker på at opgradere sin bronzemedalje fra Rio i 2016, ligesom han er den blot anden danske herresingle i OL-finalen nogensinde.
Viktor Axelsen genskabte ikke Poul-Erik Høyers ikoniske semifinale-jubel fra 1996, men mindre kunne også gøre det i Musashino Forest Sport Plaza i Tokyo, hvor dramaet blev større end forventet.
Artiklen fortsætter under billedet..
Nervøs start
Viktor Axelsen fik en noget ukarakteristisk nervøs start og fejlvurderede blandt andet et par bolde til Cordóns fordel.
De to havde aldrig tidligere mødt hinanden, men Viktor Axelsen var udmærket forberedt på 34-årige Cordóns forkærlighed for at smashe.
Artiklen fortsætter under billedet..
Nede 4-6 fik Axelsen dog rettet op via aggressivt spil, som tvang Cordón i defensiven uden mulighed for at gøre brug af favoritslaget, og så kunne danskeren brøle hallen op ved stillingen 11-8 i dansk favør.
Så let giver en guatemalaner sig imidlertid ikke i karrierens ubestridt største kamp. Cordón pressede ganske enkelt Viktor Axelsen til det yderste i første sæt og var foran 16-14, inden et sandt drama sluttede med dansk sejr på 21-18.
Artiklen fortsætter under billedet..
Havde Viktor Axelsen håbet, at det tog pusten fra Kevin Cordón, kom han hurtigt på andre tanker.
Som en Duracell-kanin jagtede OL-sensationen ufortrødent det ultimative, men måtte trods alt sande, at der er forskel på at være nummer 59 og 2 i verden.
Til stor jubel fra den danske delegation og hovedpersonen selv sikrede Viktor Axelsen sig også sejren i andet sæt med 21-11.
Danskeren satte sig først på gulvet, inden han først med udstrakte arme brølede jublen ud og siden sendte en hilsen til familien derhjemme gennem kameraet.
Artiklen fortsætter under billedet..
I finalen møder han den forsvarende mester, kinesiske Chen Long.
Finalen spilles mandag umiddelbart efter bronzekampen, som starter klokken 13 dansk tid.