Viktor Axelsen vinder OL-guld

Danske Viktor Axelsen er olympisk mester efter en storslået præstation i finalen mod kinesiske Chen Long

Viktor Axelsen vinder OL-guld

Axelsen var i tårer, efter han vandt guld til Danmark.

25 år.

Så længe skulle Danmark vente på OL-guld i herresingle, men så fik 27-årige Viktor Axelsen også udødeliggjort sig selv i dansk OL- og badmintonhistorie.

Med en magtdemonstration af en sejr i to sæt (21-15, 21-12) over Chen Long i finalen kan odenseaneren kalde sig OL-guldvinder. Som den blot anden danske herresingle og den første siden Poul-Erik Høyer i 1996.

- Det er for sindssygt, siger Axelsen til DR. Og så kunne han nærmest ikke sige mere i interviewet, for han var så berørt og grådkvalt, at ordene sad fast.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Viktor Axelsen indledte opgøret i samme aggressive stil, som han har praktiseret under hele OL. Forskellen fra de øvrige kampe fandtes på den anden side af nettet, hvor Chen Long tydeligvis er en anden kaliber end det skyts, der hidtil er sendt af sted mod danskeren.

De to fulgtes ad frem til 9-9 og viste begge prøver på badminton fra absolut øverste hylde.

Især danskerens smash gav problemer for 32-årige Chen Long, der flere gange lod til at have svært ved at få sin 187 centimeter lange krop til at arbejde lige så hurtigt som hovedet.

Axelsen pustede ud til danske klapsalver i den ellers tilskuertomme hal og fik en ispose på nakken og dessiner fra landstræner Kenneth Jonassen ved 11-9 i danskerens favør.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Tariq Mikel Khan
Foto: Tariq Mikel Khan
 

Viktor Axelsen og den regerende olympiske mester havde inden finalen mødt hinanden 19 gange med blot fem danske sejre på bundlinjen. Blandt andet et nederlag i semifinalen i Rio for fem år siden. Til gengæld kunne Axelsen måske finde lidt trøst i, at det seneste opgør endte med dansk sejr i All England for halvandet år siden.

Han lignede i hvert fald ikke en mand med et kompleks. Første sæt blev vundet 21-15 og afsluttet med et par af de brøl, som under OL er blevet en slags varemærke for den 27-årige dansker.

Chen Long derimod skar ansigt og rystede resten af hovedet, som man ellers ikke forventer at se fra en dobbelt verdensmester.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Den 27-årige dansker har fremstået uhyre fokuseret ved legene, og på sin vej til finalen afgav han ikke et eneste sæt. Det lod heller ikke til at være en del af planen i finalen.

Axelsen moste ufortrødent på og havde kineseren i sækken allerede fra anden sæts begyndelse.

Sjældne uprovokerede fejl dukkede pludselig op fra Chen Long, der aldrig formåede at komme på omgangshøjde i andet sæt, som danskeren overlegent vandt 21-12 på sin første matchbold, inden han kastede sig i armene på sin landstræner og efterfølgende lod både følelser og tårer få fuldstændig fri bane.

Viktor Axelsen varslede undervejs, at topniveauet ved OL var højere end nogensinde. Det oplagte spørgsmål efter opvisningen i finalen er, om det overhovedet kan blive højere.

Danske badminton-medaljer ved OL

 

1992
Thomas Stuer-Lauridsen - bronze i herresingle.

1996
Poul-Erik Høyer - guld i herresingle.

2000
Camilla Martin - sølv i damesingle.

2004
Jens Eriksen og Mette Schjoldager - bronze i mixeddouble.

2008
Ingen

2012
Mathias Boe og Carsten Mogensen - sølv i herredouble.

Joachim Fischer og Christina Pedersen - bronze i mixeddouble.

2016
Viktor Axelsen - bronze i herresingle.

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen - sølv i damedouble.

2021
Viktor Axelsen - guld i herresingle

* Badminton kom først på OL-programmet i 1992.

Følg OL-livedækningen her