Hun stod med en OL-bronzemedalje, men alligevel var Emma Aastrand Jørgensen skuffet.
Den danske kajakroer var kommet efter mere - og troede egentlig også, at hun havde fået det.
For da slutstillingen fra finalen i 200 meter enerkajak første gang kom frem på storskærmen ud for vandet ved Sea Forest Waterway, stod danskeren noteret for sølv.
Der gik et kort øjeblik, før det facit blev ændret. Desværre i den triste retning. Målfoto og fintælling af tusindedele sendte den 25-årige lollik ned på tredjepladsen.
- Jeg troede, at jeg havde vundet sølv. Da jeg ser, at den (slutstillingen på storskærmen, red.) bliver skiftet rundt, der kan jeg faktisk godt mærke, at jeg ærgrer mig. Og jeg er faktisk stadigvæk en lille smule skuffet, siger Aastrand.
Artiklen fortsætter under billederne ...
Olympisk rekord
I semifinalen havde bronzevinderen sat næstbedste tid af alle, hvorfor hun havde en klar overbevisning om, at hun var med i medaljekampen.
Og der kan alt jo ske, som man siger.
I 200 meter enerkajak siger man til gengæld også, at Lisa Carrington er i en liga for sig selv.
Set i det lys var det vanskeligt for Aastrand at gøre sig forhåbninger om guldet, og hun sendte da også kæmpe ros i retning af konkurrenten fra New Zealand, der levede op til favoritværdigheden og triumferede i overlegen stil.
Carrington satte tilmed ny olympisk rekord med tiden 38,120.sekunder. Den foregående havde hun selv sat i semifinalen ...
- Jeg vidste godt, at Lisa (Carrington, red.) er stærk, så det ville blive svært. Hun er superdygtig, så jeg havde håbet, at jeg kunne være tættere på hende. Men hun er sgu i en klasse for sig, og hun fortjener helt klart den guldmedalje, siger Aastrand.
- Jeg havde håbet, at jeg kunne snuppe sølvet. Men om et par timer håber jeg, at det har vendt sig, og jeg kan nyde bronzemedaljen lidt mere.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Kort pause fra vandet
Uanset om skuffelsen sidder fast, eller stoltheden vinder frem, er Aastrand tvunget til ikke at dvæle for meget ved resultatet.
Allerede onsdag skal hun i aktion igen, når der tages hul på disciplinen 500 meter enerkajak.
På denne distance tog danskeren sølv i Rio for fem år siden, hvor hun distancerede Lisa Carington på tredjepladsen. Ungarske Danuta Kozák vandt guld ved den lejlighed.
Det resultat står i øvrigt stadig ...