Operacion Puerto-skandalen: Ingen straf for bloddoping

Ti år efter, at bloddopingskandalen Operación Puerto begyndte at rulle, blev hovedpersonen tirsdag frifundet, mens eventuelle lovovertrædelser er forældede

Eufemiano Fuentes blev i 2013 dømt for at have 'bragt den offentlige sundhed' i fare, men tirsdag blev han frifundet i en appelsag. (Foto: AP).
Eufemiano Fuentes blev i 2013 dømt for at have 'bragt den offentlige sundhed' i fare, men tirsdag blev han frifundet i en appelsag. (Foto: AP).

216 poser med blod fra professionelle idrætsfolk blev tirsdag atter bragt i spil i den langstrakte bloddopingskandale Operación Puerto med udsigt til, at sagen omsider kan lukkes endegyldigt.

Blodposerne blev beslaglagt i maj 2006 på lægen Eufemiano Fuentes’ klinik i Madrid og har siden været omdrejningspunkt i den omfattende skandale, hvor indtil nu blot fem atleter har betalt en pris. Det gælder cykelrytterne Jan Ullrich, Alejandro Valverde, Jörg Jaksche, Tyler Hamilton og Ivan Basso.

De atleter, der i øvrigt leverede blod til forfinelse i Fuentes’ blodcentrifuge, har siden da levet i frygt for afsløring. I april 2013 kunne de imidlertid ånde lettet op for en stund, da en dommer ganske ubegribeligt afsagde kendelse om, at poserne skulle destrueres.

Det er denne kendelse, som nu er omstødt, og blodposerne bliver nu overdraget til det spanske og det internationale antidopingagentur til brug for den videre efterforskning.

Ingen bliver formentlig idømt karantæne som konsekvens af tirsdagens kendelse, idet forældelsesfristen er overskredet. Men navnene på de involverede atleter – ifølge Velonews kan der være tale om op til 40 personer – kan udmærket blive offentliggjort.

Der er således stadig chance for, at den fulde sandhed om sagen kommer for en dag. Ud over cykelryttere er der ifølge forlydender tale om blandt andre tennisspillere, fodboldspillere, boksere og atletikudøvere.

- Man krænker ingens retssikkerhed ved at offentliggøre navnene, vil jeg vurdere. Man kan diskutere, hvad formålet skulle være, men for mig at se er det godt at få alle navnene frem, siger juraprofessor Jens Evald, som er tidligere formand for Anti Doping Danmark og nuværende dommer ved sportsdomstolen CAS.

- Det forlyder jo, at der er andre idrætsgrene end cykling indblandet, og offentliggørelse af navnene kan måske bruges til at indlede en kortlægning af dopingmisbruget i andre idrætsgrene.

- Der er stadig mange hvide pletter på sportens landkort, siger Evald.

Eufemiano Fuentes blev i 2013 idømt et år fængsel og fire års karantæne for at have bragt ’den offentlige sundhed i fare’ med sine blodtransfusioner, men i appelsagen blev han frifundet. Det samme blev hans søster, Yolanda, og sportsdirektørerne Manolo Saiz  og Vicente Belda.

Se også: Nu får vi sandheden om Fuentes blodposer: Var sportsstjernerne dopet?

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere