Osaka får støtte efter udmelding om angst og French Open-exit

Før French Open skabte Naomi Osaka diskussion med presseboykot. Nu har hun trukket sig, og støtten vælter ind

Osaka vandt sin kamp i første runde, men trak sig kort efter fra French Open Foto: Christian Hartmann/Reuters
Osaka vandt sin kamp i første runde, men trak sig kort efter fra French Open Foto: Christian Hartmann/Reuters

Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams er den seneste i en række af spillere, som udtrykker støtte til Naomi Osaka.

Japaneren valgte mandag at forlade grand slam-turneringen French Open og fortalte i en pressemeddelelse, at hun har været ramt af 'perioder med depression' og angst.

Osaka skrev, at hun agter at tage en pause fra tennis, efter at hun med en presseboykot ved turneringen skabte stor diskussion.

39-årige Williams fortæller, at hun har forståelse for sin cirka 16 år yngre kollegas situation.

- Det eneste, som jeg kan sige, er, at jeg føler med Naomi, siger Williams ifølge nyhedsbureauet Reuters efter at have vundet sin kamp i første runde.

- Jeg ville ønske, at jeg kunne give hende et kram, for jeg ved, hvordan det er.

Allerede inden turneringen oplyste Osaka, at hun ikke ville deltage i pressemøder, da det i hendes øjne lægger urimeligt pres på sportsfolks mentale helbred.

Netop det psykiske pres på sportsfolk bliver for ofte underprioriteret, mener Williams.

- Som atleter bliver vi oplært i at tage vare på vores krop, og måske bliver der ikke lagt vægt nok på det mentale og følelsesmæssige aspekt. Dette handler om mere end blot at deltage eller ikke at deltage i et pressemøde, siger Williams ifølge nyhedsbureauet AFP.

I forbindelse med at hun trak sig, fortalte Osaka, at hun i Paris følte sig 'sårbar og urolig'.

Hun ønskede derfor at tage vare på sig selv ved ikke at deltage i pressemøderne.

Mardy Fish - som er tidligere top-10-spiller på herrernes ATP Tour og selv har været åben om sine problemer med angst - mener, at netop den pointe er vigtig.

- Alle taler om mental sundhed, efter at nogen har begået selvmord, men gør grin med folk, som forsøger at beskytte deres mentale helbred. Du er stærk, når du står fast og råber op og endda ofrer den sportsgren, som du elsker, for at beskytte dit mentale helbred, siger 39-årige Fish ifølge AFP.

Også blandt andre den tidligere spiller Martina Navratilova samt French Opens fjerdeseedede kvinde, Sofia Kenin, ønsker Osaka det bedste.

Det 17-årige stortalent Coco Gauff fortæller, at hun 'beundrer' japaneren, som har vundet fire grand slam-turneringer.

- Forbliv stærk. Jeg beundrer din sårbarhed, skriver Gauff på Twitter.

Søndag sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? SE MED HER (PLUS+)