En fremtrædende minister i Qatars regering er ifølge den belgiske anklagemyndighed den egentlige bagmand bag Qatargate, den enorme korruptionsskandale, som har sendt rystelser gennem EU-parlamentet.
Græske og belgiske medier har fået fingre i arrestordren på grækeren Eva Kaili, som, indtil hun blev anholdt i december, var vicepræsident i EU-parlamentet. Af dokumenterne fremgår det, at korruptionssagen omhandler adskillige millioner euro, altså langt mere end de 1,5 millioner euro, 11 millioner kroner, som hidtil er blevet beslaglagt hos Eva Kaili og sagens øvrige hovedpersoner.
Kort fortalt handler skandalen om, at Qatar skulle have betalt mange penge til EU-parlamentarikere mod til gengæld af få god omtale frem mod VM-slutrunden i fodbold i november-december. Parlamentarikerne skulle blandt andet rose Qatar for at have forbedret forholdene for migrantarbejderne og samtidig nedtone de mange dødsfald.
Ifølge arrestordren blev affæren orkestreret af Qatars arbejdsminister, Ali bin Samikh Al Marri. Hans kontakt i Bruxelles var italieneren Pier Antonio Panzeri, som har erkendt at have ledet en kriminel organisation.
Panzeris assistent, Francesco Giorgi, bor sammen med førnævnte Eva Kaili, og de 1,5 millioner euro som hidtil er blevet beslaglagt, er fundet hos netop Panzeri, Kaili og Giorgi. Ok, en del af pengene blev faktisk fundet hos Eva Kailis far, som gemte sig på hotel Sofitel i Bruxelles med en kuffert fuld af kontanter. Man kan jo sige, at det bliver i familien.
Artiklen fortsætter under billedet...
De mange penge skulle ifølge arrestordren komme fra Qatar.
Bare fem uger før VM i Qatar blev fløjtet i gang, mødtes Antonio Panzeri således med arbejdsminister Al Marri i en suite på fjerde etage på luksushotellet Steigenberger i Bruxelles.
Datoen var 10. oktober 2022, og overvågningsbilleder fra hotellet viser, at Panzeri, tidligere mangeårigt medlem af EU-parlamentet, var i selskab med Francesco Giorgi, som havde sin lille datter med i en klapvogn.
Italienske og belgiske medier har beskrevet situationen, og med hjælp fra kilder hos den belgiske anklagemyndighed, hedder det, at Antonio Panzeri ankom til hotellet med en slank taske, men at den bulede ud, da han forlod Steigenberger. Det samme gjorde sig gældende for Francesco Giorgi.
Det viser sig, at Panzeri, Giorgi og arbejdsminister Al Marri er gamle bekendte. Allerede i 2018 mødtes de i Qatar. På det tidspunkt var Al Marri leder at en lokal menneskerettighedsorganisation. Panzeri som sad i EU-parlamentet i mange år frem til valget i 2019 brugte sin indflydelse til at åbne døre i Bruxelles for Al Marri.
Artiklen fortsætter under billedet...
Mødet på hotellet i oktober varede i halvanden time. Tiden blev brugt til at instruere Al Marri i, hvordan han skulle optræde og forklare sig, når han 14. november skulle deltage i en høring i EU-parlamentet om menneskerettighederne i Qatar forud for VM ugen efter.
Foran 200 tilhørere i mødesal 3G-3 i EU-parlamentet læste Al Marri op af den tale, Panzeri havde skrevet for ham. Ministeren fra Qatar angreb vestens kritikere og anklagede dem for racisme. Da han blev imødegået fra salen, tog det belgiske EU-parlamentsmedlem Marc Tarabella ordet og kaldte sine kolleger i parlamentet for hyklere. Tarabella er siden blevet anholdt og anklaget for at have modtaget mere end en million kroner i bestikkelse fra Qatar.
Mens Qatars regering afviser alle anklager, har Panzeri indgået en aftale med anklagemyndigheden. Han vil fortælle alt om Qatargate mod til gengæld selv at få en lavere straf.
Han erkender, at han har været leder af en kriminel organisation. Han vil fortælle hvilke lande, herunder Qatar, som har betalt ham penge for at påvirke den politiske stemning i EU-parlamentet. Han vil også sætte navne på de personer, han selv har bestukket.
Den garvede sportsjournalist Jan Jensen er i hælene på FIFA. Lyt med i den prisvindende podcast Blodbold