Populær tv-kommentator siger stop: Her er hans nye job

Jens Jacob Juulsager siger farvel til hvervet som håndboldkommentator og stopper hos DR Sporten for fremover at skulle arbejde på TV2 Lorry

Jens Jacob Juulsager skal fra 1. april lave journalistik for TV2 Lorry. (Foto: Agnete Schilichtkrull © DR)
Jens Jacob Juulsager skal fra 1. april lave journalistik for TV2 Lorry. (Foto: Agnete Schilichtkrull © DR)

Gennem de seneste år har han lagt lyd til talrige dramaer fra sportens verden, som DR har serveret for de danske tv-seere.

Men nu er det slut. Jens Jacob Juulsager har valgt at takke nej til tilbuddet om at flytte med sportsredaktionen til Aarhus og fra 1. april starter han i en helt anden boldgade.

Den 30-årige journalist, der primært er kendt for sin faste status som DR’s håndbold-kommentator, har sagt ja til en stilling som regionalreporter hos TV2 Lorry. Det bekræfter Juulsager på sin Twitter-profil, hvor han også uddyber bevæggrundene for skiftet.

- Lorry er inde i en spændende udvikling med mange nye journalistiske tiltag, og det virker som en redaktion med et godt drive og dejlige mennesker, skriver Juulsager.

- Øverst på min ønskeseddel over jobs stod, at jeg gerne ville et sted hen, hvor der er masser af muligheder og afveksling i opgaverne. Det får jeg her med en endnu større journalistisk sandkasse, hvor jeg kommer til at dække alt fra oversvømmelser til rockkoncerter og bankrøverier.

Jens Jacob Juulsager blev færdiguddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2012 og var allerede dengang tilknyttet DR Sporten. Når han forlader stedet, vil det være til syv og et halvt år siden, han lavede sine første indslag på redaktionen. Derfor er det også med vemod, at den populære kommentator siger farvel.

- Sikket et privilegium at have været udsendt til tre olympiske lege, til håndboldmesterskaber og alverdens andre sportsbegivenheder med nogle fantastiske kolleger, som jeg kommer til at savne, skriver Juulsager.

Juulsager er langt fra den eneste profil, der forlader DR Sporten som konsekvens af redaktionens flytning til Aarhus i 2018. Også værterne Søren Reedtz og Tina Müller har blandt andre takket nej til at flytte med til Jylland.

Se også: DR-vært i kommentator-ups: 'Kom nu mand, hvad sker der?!'

Se også: Endnu en vært-profil vinker farvel til DR Sporten

Se også: DR-værter tvangsflyttes til Aarhus: Se om de fortsætter på skærmen

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere