Pralede af stjerne-doping: Nu svarer lægen igen

Lægen Mark Bonar, som på skjult optagelse praler af at have dopet Premier League-spillere, afviser nu, at han nogensinde har haft topspillere som klienter

Mark Bonar har angiveligt haft 150 sportsfolk i sin klinik.
Mark Bonar har angiveligt haft 150 sportsfolk i sin klinik.

Var det blot praleri, da en britisk læge over for en klient pralede af at have dopet ikke færre end 150 sportsfolk? Eller står lægen faktisk i centrum for en dopingskandale, der omfatter fodboldspillere i Premier League, britiske Tour de France-ryttere, tennisspillere og andre topidrætsfolk?

Det er det store spørgsmål dagen efter, at avisen Sunday Times og tv-stationen ARD fremlagde skjulte videooptagelser, hvor lægen Mark Bonar beretter om sin store kundekreds, som han hævder at have forsynet med dopingstoffer som epo, testosteron og væksthormon siden 2010.

De to medier har ikke dokumenteret, at 38-årige Bonar i praksis har udøvet et så omfattende dopingbedrag, og Bonar selv afviser på Twitter, at der er fugls føde på sagen. 'Jeg har aldrig ordineret androgen-terapi (hormonbehandling med eksempelvis testosteron, red.) men henblik på præstationsforbedring. Jeg symptombehandler mænd med lave test-værdier', skriver Bonar.

'Påstandene i Sunday Times er falske og vildledende. Jeg har aldrig haft en forbindelse til nogen Premier-fodboldklub eller -spiller', skriver Bonar.

Mandag skriver Sky News, at Bonar ikke har autorisation til at arbejde som læge i Storbritannien, og at han som følge af Sunday Times' afsløring er blevet opsagt som lejer af lokaler i den skønhedsklinik i den eksklusive Knightsbridge-bydel i London, hvor han har drevet sin forretning. Linket til klinikken er mandag fjernet fra Bonars Twitter-profil.

På de skjulte optagelser, som er indsamlet over en længere periode, fortæller Bonar åbent om sit virke til den lokkedue, som Sunday Times og ARD har sendt til konsultation på hans klinik. Lokkeduen er en angiveligt kendt atletikudøver, som i flere omgange har mødt Bonar.

Se også: PL-klubber afviser doping

Optagelserne levner ingen tvivl om, at Bonar taler om doping, og han synes at vide, hvad han taler om.

– Jeg har arbejdet med fodboldspillere fra Premier League og også fra udlandet. Også med en af de helt store, siger Mark Bonar på den skjulte optagelse, som søndag aften indgik i en reportage på ARD.

– Ham gav jeg epo, testosteron og væksthormon. Fodboldspillere bliver jo alligevel aldrig testet, og ældre spillere over 30 må gøre noget for at følge med de unge på 18, siger Bonar.

Ud over fodboldspillere skal der ifølge journalisterne være en bokser, tennisspillere, en cricketspiller og en række britiske cykelryttere blandt dem, der har modtaget behandling af Mark Bonar, som er uddannet gynækolog.

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere