Professor om hacker-angreb: Sporten er scene for ny kold krig

Vesten har angrebet Rusland med afsløring af statsstyret doping, og nu slår Rusland igen, siger idrætsprofessor Verner Møller om russisk hackerangreb på WADA

Idrætsprofessor Verner Møller er i færd med at skrive en bog om WADA og et antidopingsystem, som ikke lever op til sin egen målsætning. Foto: Polfoto.
Idrætsprofessor Verner Møller er i færd med at skrive en bog om WADA og et antidopingsystem, som ikke lever op til sin egen målsætning. Foto: Polfoto.

Hackerangrebene på det internationale antidopingagentur WADA’s enorme ADAMS-database er et gengældelsesangreb. Et slag i en ny kold krig, som udkæmpes mellem Vesten og Rusland.

Det vurderer idrætsprofessor Verner Møller, som i øjeblikket er i gang med at skrive en bog om WADA i samarbejde med Dr. Paul Dimeo fra Stirling University.

- Der er gang i en krig. Vesten har angrebet Rusland med beskyldninger om statskontrolleret doping, og nu slår Rusland tilbage ved at bevise, at Vesten snyder i sport under dække af dispensationer til at bruge ulovlige, præstationsfremmende stoffer, siger Verner Møller, som arbejder på Aarhus Universitet.

- Atleterne er ofre i et politisk spil, en kold krig, som vi troede for længst var forbi. Disse hackere gør det ikke for sjov. De gør det for at eksponere et system.

- De fører krig mod dem, der fører krig mod Rusland, siger Verner Møller.

ADAMS-databasen samler et væld af oplysninger om verdens ypperste atleter i alle sportsgrene. Databasen rummer oplysninger om atleternes opholdssteder døgnet rundt, telefonnumre, adresser og ikke mindst dybt personlige helbredsoplysninger. Og altså også resultater af dopingkontroller og dispensationer til brug af medicin, som er opført på WADA’s omfattende liste over forbudte stoffer.

Ingen topatlet kan dyrke sin sport uden at give afkald på sin fulde privathed, og derfor er det særligt kritisabelt, at WADA ikke er i stand til at yde atleterne bedre beskyttelse, vurderer Møller.

- Atleterne må underkaste sig WADA’s regler, og hvis de ikke gør det, må de lade være med at dyrke deres sport. Under de betingelser er det naturligvis helt urimeligt, at de ikke er bedre beskyttet, siger han.

Se også: Amerikanske superstjerner brugte ulovlige midler i årevis

Se også: Russere har hacket WADA's fortrolige data

16 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere