Roy Hodgson stopper som manager i Crystal Palace

73-årige Roy Hodgson har været træner i mere end halvdelen af sit liv. Nu stopper Crystal Palace-manageren

Roy Hodgson stopper som træner på fuld tid. For 20 år siden var han træner for FC København. De seneste fire år har han været tilknyttet Crystal Palace. Foto: Henry Browne/Reuters
Roy Hodgson stopper som træner på fuld tid. For 20 år siden var han træner for FC København. De seneste fire år har han været tilknyttet Crystal Palace. Foto: Henry Browne/Reuters

Trænerlegenden Roy Hodgson indstiller efter næsten et halvt århundrede karrieren som fodboldtræner på topplan.

Det meddeler den 73-årige Crystal Palace-manager på Premier League-klubbens hjemmeside.

- Efter mere end 45 år som træner har jeg besluttet, at det er på tide at tage et skridt væk fra det krævende job på topplan i Premier League, siger Roy Hodgson.

Han har gennem de seneste fire sæsoner været manager i Crystal Palace.

Hodgson har i sin trænerkarriere været forbi en lang række klubber og blandt andet haft ansvaret i Inter og Liverpool. Det er også blevet til fire år som landstræner for England.

Fra 2000 til 2001 var briten ansat som cheftræner i FC København, og hans betydning for FCK bliver ofte fremhævet.

Trods sin korte tid i klubben var Hodgson med til at skabe den ånd og professionalisme, der siden har skabt grobund for succes i FCK.

Nu er tiden kommet til at trappe ned efter en periode i Crystal Palace, hvor der mangler to spillerunder.

- Nu hvor vi nærmer os afslutningen på endnu en succesfuld sæson, og vi har bevaret vores status som Premier League-hold, så føler jeg, at det er det rette tidspunkt at stoppe som træner på fuldtid, siger Roy Hodgson.