Lørdag aften kårede Danmarks Idrætsforbund, i forbindelse med deres 125 års jubilæum, Danmarks største sportsnavn de sidste 125 år. I et stort show, der blev sendt på DR, kårede seerne Michael Laudrup til at være den største stjerne gennem tiderne.
Listen på 125 sportsnavne blev kogt ned til otte finalister, og til sidste endte altså fodboldlegenden Michael Laudrup med at løbe med prisen. De otte finalister var blevet valgt af en jury bestående af medie- og sportsfolk.
På sociale medier undrer flere seere sig dog over, at der ikke var en eneste håndboldspiller blandt de otte finalister. Særligt Anja Andersen og Mikkel Hansen blev nævnt som kandidater, der manglede blandt finalisterne.
Sportschef hos Dansk Håndbold Forbund, Morten Henriksen, fortæller, at han har stor respekt for juryens valg, selvom han da gerne havde ønsket en håndboldspiller blandt finalisterne
- Det er vi selvfølgelig ærgerlige over. Vi vil da gerne have set, at der havde været en håndboldspiller iblandt de otte. Vi er dog ikke blevet mindre stolte af vores præstationer gennem tiderne, siger sportschefen til Ekstra Bladet.
Morten Henriksen vil ikke gå ind i, om der burde have været en håndboldspiller blandt finalisterne, men sportschefen er glad for, at flere synes, at for eksempel Anja Andersen og Mikkel Hansen hører til blandt de største.
- Jeg vil sige, at de otte personligheder (finalisterne, red.), de gav dig mig gåsehud hver eneste gang. Om Anja Andersen, Mikkel Hansen eller andre skulle være med, den vil jeg ikke gå ind i. Jeg er bare glad for den passion, at der nogle, der synes, at de er mindst lige så store.
Synes du, at Anja Andersen eller Mikkel Hansen skulle have været blandt de otte finalister? Giv din stemme nedenunder: