Skær ned på Champions League

Landstræner Nikolaj Jacobsen har klare bud på, hvordan man undgår rovdrift på spillerne

Skær ned på antallet af kampe i Champions League, lyder budskabet fra landstræneren. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix.
Skær ned på antallet af kampe i Champions League, lyder budskabet fra landstræneren. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix.

Det vakte en del opmærksomhed, da en kreds af verdens bedste håndboldspillere i sidste uge gik offentligt ud med en hård kritik af det hårde kampprogram. Skåret ind til benet lød det, at der bliver drevet rovdrift på spillerne, og at der er for få pauser og feriedage.

Landstræner Nikolaj Jacobsen tilsluttede sig kritikken, da hans trup mandag var samlet for første gang siden de glade gulddage i Herning i januar.

I denne uge gælder det to EM-kvalifikationskampe mod Montenegro. Første kamp er på udebane onsdag, mens returopgøret spilles i en totalt udsolgt Royal Arena på lørdag.

Ekstra Bladet spurgte Nikolaj Jacobsen, om det kunne være en ide med færre slutrunder, for på den måde at spare spillerne.

- Jeg ser det ikke som en mulighed for håndboldsporten. Jeg ville ønske, det var anderledes, men jeg er kommet til den konklusion, at slutrunderne gør, at håndbolden lige nu er rigtig godt kørende i Frankrig, Tyskland og i Danmark - specielt på herresiden.

- Jeg tror ikke, vi kan klare os uden en slutrunde hvert år. Vores sport er ikke stor nok til at kunne opretholde de lønninger og den interesse, der skal være for håndbolden. Den er steget kraftigt, siden man gik over til at holde slutrunder hvert år.

Artiklen fortsætter under billedet...

Nikolaj Jacobsen mener ikke, der skal ændres ved de mange slutrunder. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Nikolaj Jacobsen mener ikke, der skal ændres ved de mange slutrunder. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
 

- Hvis man skal skære skal det være Champions League. Det er ikke nødvendigt, at vi spiller 14 puljekampe, og at det så er de de samme hold der går videre hvert år. Man kunne godt gøre det mere attraktivt og skære ned på kampantallet.

- Håndbolden er på vej frem i flere lande, og hvis man skal bevare det, er det ikke landsholdene og slutrunderne, man skal pille ved.

- Desuden bør man lave en aftale om, at turneringerne skal være færdige senest 15. maj. Det gælder også i Tyskland og Danmark, som er nogen af dem, der kører længst tid. Og så skal der være en aftale om, at Final 4 i den efterfølgende weekend er det sidste, der er i håndboldåret. Det skal være den store event, der slutter en forhåbentligt fremragende håndboldsæson af. 

- Så begynder du at få seks til otte ugers sommerferie. I dag risikerer du kun at have to-tre ugers ferie, og det er alt for lidt. På den måde får du ikke ladet batterierne op, siger Nikolaj Jacobsen.

Landsholdets anfører, Niklas Landin, var blandt de spillere, som i sidste uge rettede henvendelse til Det Internationale Håndboldforbund og til Det Europæiske Håndboldforbund.

Artiklen fortsætter under billedet..

Niklas Landin er aktiv i kampagnen for bedre arbejdsforhold. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Niklas Landin er aktiv i kampagnen for bedre arbejdsforhold. Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
 

- Der blev lavet en stor gruppe efter VM. Spillerne i Paris startede det, og Mikkel spurgte, om jeg ville være med. Det er helt klart noget, jeg kan bakke op – og skal bakke op som anfører for det danske landshold.

- Det er ret skidt, at der ikke er bedre kommunikation mellem eksempelvis det tyske forbund og EHF (da Rhein-Neckar Löwen spillede to kampe samtidig).

- Vi vil bare gerne være med i beslutningen om, hvordan vi kan gavne sporten bedst, så de bedste spillere er med i de afgørende kampe i slutrunder og Champions League. 

- Det går ud over tilskuerne, når spillerne er skadet eller kun kan levere på halv kraft, så derfor synes vi, det gavner alle, at vi får noget kommunikation omkring spilleprogram og antallet af hviledage.

– Vi har lige vundet den tyske pokalturnering. Vi spillede semifinale 18.30 lørdag aften og finale søndag kl. 15. Det er utroligt kort tid mellem to vigtige kampe, og det er hårdt både for hoved og krop.

- Jeg håber, der kommer et rigtigt godt møde med EHF i forbindelse med Final 4 i Köln, siger Niklas Landin.

Se også: Godt brølt, Mikkel

Se også: Afslører de hemmelige tal: Det scorer håndboldheltene på guldet

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere