80-årig dansker jubler: Vinder 15 millioner i lotto

- Jeg ville da lyve, hvis ikke jeg ville ønske, at jeg havde været 30 år nu - og ikke over 80. Det havde nok været lidt sjovere, lyder det fra den hemmelige lottovinder

Det kan godt betale sig at være en tålmodig lottospiller.

Det kan en mand i 80'erne skrive under på, efter han for et par uger siden blev den heldige vinder af 15 millioner danske kroner.

Manden har spillet lotto i mere end 30 år, og han har i forbindelse med gevinsten regnet nogenlunde ud, hvor mange penge han har brugt på kuponer igennem tiden.

- Jeg vil sige det sådan, at tallene på bundlinjen i mit spilleregnskab endelig er skiftet fra rød til sort, fortæller han med et grin og fortsætter:

- Jeg har altid haft det sådan, at man aldrig skal spille for mere, end man kan tåle at tabe. Og når man har spillet i så mange år, tænker man jo, at på et eller andet tidspunkt må det simpelthen ske, at det er ens tal, der bliver udtrukket. Derfor tør man jo heller ikke holde op, fortæller den heldige vinder.

Vinderen fortæller, at han altid køber sin yndlingsavis, Ekstra Bladet, om søndagen (nej, det er ikke noget, vi finder på, red.), fordi han mener, Ekstra Bladet er den eneste avis, der skriver sandheden. I avisen kan han tjekke de udtrukne lottotal fra om lørdagen.

- Jeg spiller efter et system og har haft de samme rækker i mange år. Så da jeg skimmede dem i avisen, synes jeg nok, der var mange, der så bekendte ud. Og da det gik op for mig, at der var syv rigtige, gibbede det da lige i kroppen på mig.

- Normalt ville jeg have fejret sådan noget med en kop kaffe, en cigar og en lille en. Men jeg holdt op med at ryge for nogle år siden, og jeg drikker heller ikke så meget. Man skal jo passe på helbredet, lyder det den fra manden, der ikke overraskende foretrækker at være anonym.

Han har endnu ikke besluttet, hvad de mange penge skal bruges på, selvom han da gerne ville have været 30 år, da gevinsten skulle bruges.

En ny bil, hvis han kan få fornyet sit kørekort, og så ønsker han sig også en ny bolig. Men han er klar over, at han næppe når at bruge alle pengene i sin levetid.

- Jeg har et enkelt familiemedlem, som nok skal have en skilling, men jeg overvejer også at dele lidt ud til velgørende formål. Det kunne være Læger uden Grænser, som jeg synes gør et kolossalt vigtigt stykke arbejde. De opererer i hele verden med livet som indsats hver eneste dag. Det er beundringsværdigt og fortjener at blive honoreret, lyder det fra den glade vinder.

Se også: Dansker vandt i lotto: Troede det var coronafup

75 kommentarer
Vis kommentarer