Indover til et blæs: Bordel sponsorerer fodboldklub

- Vi mangler meget. Vi har ingen midtbane, konstaterer bordelmutter om det lokale fodboldhold

Spillerne i Voukefalas arbejder som pizzabagere, kebabsælgere og bartendere. Deres nye sponsor er en lokal bordelmutter. (Foto: AP)
Spillerne i Voukefalas arbejder som pizzabagere, kebabsælgere og bartendere. Deres nye sponsor er en lokal bordelmutter. (Foto: AP)

Sponsorarrangementerne i den græske amatør-klub Voukefalas er lige pludselig blevet en hel del mere interessante, end den slags arrangementer typisk er.

Den økonomisk trængte klub i det økonomisk trængte land har nemlig indgået sponsoraftaler med to bordeller, så der for fremtiden vil stå 'Villa Erotica' og 'Soula's House of History' på klubbens træningstøj.

- Desværre er amatørfodbold blevet ladt i stikken af næsten alle. Det er et spørgsmål om overlevelse, fortæller klubformand Yiannis Batziolas til nyhedsbureauet AP.

Selvom prostitution er lovligt i Grækenland, har turneringsledelsen forbudt klubben at spille med bordel-navne på deres kampdragter.

Men det rører ikke bordelmutter Soula Alevridou, der støtter klubben, fordi hun elsker fodbold.

- Det her er ikke en branche, der har brug for PR, siger Alevridou.

- Hvis vi ikke hjælper vores forskere og sportsfolk, hvor er vi så henne? Grækenland har uddannede borgere, kultiverede mennesker og gode sportsfolk. Det er bedre at hjælpe dem, end at placere pengene i Schweiz.

Bordelmutters løfte om, at spillerne får 'visse ydelser', når de vinder en kamp, har dog endnu ikke ført til sejre. Holdet har tabt fire kampe i træk.

- Vi mangler meget. Vi har ingen midtbane, konstaterer Alevridou om holdet.

- Mange af drengene har natarbejde. Og hvis vi har en kamp den følgende morgen, er de ikke rigtig tilstede på banen. Vi har brug for mere hjælp, siger den fodboldinteresserede bordelmutter fra Larissa.

Se også:

Efter Ribery-skandalen: 'Offeret' klarer sig fint