Pensionerede spioner skal beskytte OL

Britiske MI5 indkalder en hær af gamle agenter til næste års olympiske lege i London

Selvom MI5 henter pensionerede agenter tilbage til tjenesten, bliver der næppe tale om gode gamle 007. (Arkivfoto: Chris Clarke/AP)
Selvom MI5 henter pensionerede agenter tilbage til tjenesten, bliver der næppe tale om gode gamle 007. (Arkivfoto: Chris Clarke/AP)

Hundreder af MI5-spioner bliver kaldt tilbage i hendes majestæts tjeneste, når OL næste år finder sted i London.

De pensionerede agenter skal støve deres skæg og blå briller af for at holde øje med terrorister, der vil benytte lejligheden til terrorangreb, skriver avisen mirror.co.uk.

De skal sammen med 4000 andre hemmelige agenter, der har fået deres ferie inddraget, passe på atleter og tilskuere til sommer.

Titusinder af gæster, officials og sportsfolk skal nemlig kontrolleres.

- Truslen mod OL er det største kortsigtede projekt, MI5 beskæftiger sig med, fortæller en sikkerhedskilde til mirror.co.uk.

Derfor er et større antal tidligere efterretningsfolk og overvågningsspecialister blevet hyret ind til opgaven.

- Efterretningstjenesten er nødt til at hyre ekstre medarbejder for at håndtere den massive stigning i informationer om terrormistænkte, der vil flyde ind, siger kilden til mirror.co.uk.

Det har tidligere været fremme, at arrangørerne groft har undervurderet behovet for sikkerhedsfolk til legene.

Til gengæld kan der bliver tale om at bruge antiluftmissiler til at beskytte atleterne.