En fængselsstraf på 30 måneder til en stalker var ikke nok for tv-værten Erin Andrews.
Hun har nu anlagt et civilt søgsmål mod i alt syv hoteller i Chicago og mod stalkeren Michael David Barrett på i alt 1,2 millioner dollars for blandt andet krænkelse af privatlivets fred.
Det skriver nyhedsbureauet AP fredag.
Stalkeren Barrett blev idømt fængselsstraffen i marts for at have filmet en uvidende Andrews gennem nøglehullet i to tilfælde for siden at smide dem på nettet og forsøge at sælge dem til gossip-sitet tmz.com.
Men Andrews er også utilfreds med hotellernes håndtering, hvor man i adskillige tilfælde har givet oplysninger om den berømte ESPN-studievært til Barrett. Denne erkendte siden at have anmodet om værelser tæt på Andrews, så han kunne snige sig hen og kigge ind til den kønne vært.
- Selvom jeg aldrig helt vil kunne slette de dårlige minder, jeg har fået, håber jeg, at mine oplevelser vil medføre, at hele branchen vil være mere vågne og beskytte sine gæster, der besøger dem, siger Erin Andrews.
I alt blev Michael David Barrett tiltalt for at spørge 14 hoteller om oplysninger på Erin Andrews. Sagen mod ham begyndte for alvor at rulle, da en medarbejder hos tmz.com oplyste studieværten og hendes advokat om tilbuddet via e-mail.
Erin Andrews forøgede sin popularitet, da hun medvirkede i 'Dancing with the Stars' blandt andet sammen med Pamela Anderson.