Han holdt sig fra at rappe, men den brasilianske Milan-stjerne Ronaldinho viste i det mindste fine - eller noget - dansebevægelser, da han lørdag nat gik på scenen hos 50 Cent til en koncert i Rio de Janeiro.
Fodboldstjernen var en af mange kendisser, inklusive Ronaldo og Kaka, til den amerikanske rappers koncert, og han blev inviteret på scenen, hvor 50 Cent gav hånd og introducerede fodboldspilleren med et 'olé, olé, olé.'
Ronaldinho blev mødt af et stort jubelbrøl, der muligvis også havde noget at gøre med, at den populære spiller blev vraget til VM, hvor Brasilien skuffede. Ronaldinho har i stedet festet og ferieret hjemme i Brasilien, inden hverdagen i Milano kalder igen.