TV: Ekstremt hurtig sofa sætter verdensrekord

Motorsporten er blevet en verdensrekord rigere, da en australsk sofa blev målt til hårrejsende 163 km/t

De har plads nok at boltre sig på, de godt 22 millioner mennesker i Australien. Og hvad er mere nærliggende end at tage den gamle lædersofa og påmontere en kraftkarl af en motor og fire hjul?

Det er, hvad en gruppe farttossede ’aussies’ under navnet Evolution Motorsport har gjort i jagten på den prestigefulde plads som verdens hurtigste møbel. Og det var da også et rekordforsøg, som lykkedes, da den topersoners brune skind-divaneser slængede sig ind i fin stil med frugtkurv på det medfølgende kaffebord og en topfart på 163 km/t.

Og så skal man være mere end almindelig træt for at kunne falde i søvn i læderet, der blev luftet godt igennem på en landingsbane uden for Sydney.

Kraftværket under den brune hjelm kommer fra motorcyklen Suzuki GSX 1400, som leverer på den sjove side af 100 hestebasser.

Læs også: TV: Gudesmuk og lynhurtig lille Alfa

Den største udfordring for holdet bag sofaen var den manglende aerodynamik. Men det afhjalp kaffebordet, forklarer holdets leder, Paul McKinnon.

- Det er det mærkeligste køretøj vi nogensinde har bygget. Vi forsøgte at holde den så lav som muligt, og kaffebordet er med til at bryde luftmodstanden, siger projektleder Paul McKinnon til Guidecars.

De hurtige sofakørere får også en plads i Guinness Rekordbog, hvor de afløser engelske Marek Turowsk på førstepladsen. Han har siden 2008 ligget nummer et med den daværende rekord for stuemøbler på 148 km/t, som blev sat i en hvid trepersoners sofa.