Svømmestjerne i chok efter overfald: Han havde onde øjne

Jeanette Ottesen fortæller om en voldsepisode, der tirsdag eftermiddag udspandt sig på Østerbrogade

Jeanette slap billigt efter hende og hendes kæreste blev overfaldet i deres bil. Men hendes kæreste måtte en tur på hospitalet - han er kommet hjem igen (Foto: Polfoto)
Jeanette slap billigt efter hende og hendes kæreste blev overfaldet i deres bil. Men hendes kæreste måtte en tur på hospitalet - han er kommet hjem igen (Foto: Polfoto)

Et flækket øjenbryn, fire flækkede tænder, hul i hovedet og noget af øret er revet op. Sådan endte det for Jeanette Ottesens engelske kæreste, fortæller svømmestjernen, efter at parret tirsdag blev udsat for et umotiveret overfald.

Ottesen 'slap' med en brækket lillefinger og et par andre forstuvede fingre.

Svømmestjernen og kæresten Marco Loughran holdt for rødt på Østerbrogade i København. Da der blev grønt, var Ottesen ikke hurtig nok i optrækket.

Ifølge hendes beretning om, hvad der efterfølgende skete, var det nok til at provokere føreren af en pick-up, som holdt bag dem - en mand med udenlandsk udseende, som ifølge Ottesen havde en lille dreng på omkring 10 år siddende på passagersædet.

- Han kørte nærmest op i os, så rundt om os, og så ind foran os og stoppede, så jeg var ved at køre ind i ham, fortæller den rystede svømmer.

Overfalder kæresten
Efterfølgende steg den anden bilist ud af bilen og gik hen mod Ottesen, som kørte bilen, hvorefter Marco Loughran steg ud af bilen på passagersiden.

- Manden begynder at slå og sparke Marco, og Marco advarer ham derfor og siger, at hvis han sparker igen, så slår han også igen. Manden sparker så, og derfor slår Marco ham, som han havde advaret om.

En læser har sendt et billede af situationen, efter at Ottesen og kæresten var blevet overfaldet. Politiet måtte stoppe en bybus, mens der blev optaget beretning fra parret. Den anden bilist var på det tidspunkt forsvundet fra stedet. (Privatfoto)
En læser har sendt et billede af situationen, efter at Ottesen og kæresten var blevet overfaldet. Politiet måtte stoppe en bybus, mens der blev optaget beretning fra parret. Den anden bilist var på det tidspunkt forsvundet fra stedet. (Privatfoto)

- Der kommer en masse mennesker med udenlandsk baggrund for at hjælpe, eller det vil sige, at de hjælper ikke os. De trækker Marco væk fra manden og siger til Marco, at han skal forsvinde. De opfører sig ret truende, siger svømmeren.

Ottesen troede derefter, at episoden var slut. Det var den ikke, fortæller hun. Mens parret holdt i vejsiden, vendte manden tilbage og begyndte at slå ind igennem bilens vindue.

Kommer tilbage efter mere
- Jeg kigger i bakspejlet, og jeg ser en mand komme tæt på, jeg når lige at sige, Marco ’hvem er det?’, og så får min kæreste et slag i hovedet med knytnæve – og efter det får han seks knytnæveslag mere.

- Vi har sikkerhedsseler på, så vi kan intet gøre. Marco prøver at få sin sele af, og jeg forsøger at beskytte hans ansigt imens, og det er her, jeg får nogle slag på hænderne, som brækker og forstuver mine fingre.

Det lykkes derefter Marco Loughran at få selen op, komme ud af bilen og få skubbet manden væk, fortæller Ottesen. Svømmeparret når at få mandens nummerplade og har anmeldt ham til politiet.

Dårlig timing før VM
Jeanette Ottesen har fået af vide, at hun ikke må svømme de næste tre uger, hvilket har betydet, at hun har meldt afbud til DM i starten af juli. Det bliver også problematisk at træne til VM i Rusland om halvanden måned.

- Det er ikke en mulighed, at jeg holder pause fra træning. Vi taper fingrene godt ind, jeg går med forbinding og har en skinne på nu.

Parret har talt med psykologer i løbet af tirsdagen, men de er stadig chokerede, og Ottesen tror kun, at det skete, fordi de var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

- Manden, der angreb os, havde nogle meget onde øjne. Det var som om, at han bare var ude på at gøre nogen fortræd. Og så var det bare lige os, der var tættest på, fortæller hun til Ekstra Bladet.

Københavns Politi bekræfter overfor Ekstra Bladet, at der er indgivet en anmeldelse på overfaldet. Gerningsmanden eftersøges.

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen