Stabschef sår tvivl om brasiliansk Copa America-værtskab

Brasiliens stabschef vil endnu ikke bekræfte endeligt, at landet overtager værtskabet for Copa America

Afviklingen af Copa America er ikke endeligt på plads, blot 12 dage inden turneringen er sat til at starte. Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix
Afviklingen af Copa America er ikke endeligt på plads, blot 12 dage inden turneringen er sat til at starte. Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Et muligt kaotisk scenarie truer mindre end to uger inden den planlagte start på de sydamerikanske mesterskaber i fodbold, Copa America.

Brasilien har overtaget værtskabet fra Colombia og Argentina, meddelte det sydamerikanske fodboldforbund, Conmebol, på sine platforme mandag.

Men stabschefen i den brasilianske regering, Luis Eduardo Ramos, sår tvivl om værtskabet.

- Intet er sikkert. Vi er midt i processen, siger Ramos på et pressemøde og tilføjer:

- Vi kigger på detaljerne, og forhåbentligt er der en afgørelse i morgen (tirsdag).

Beslutningen om at påtage sig rollen som vært for mesterskaberne har mødt kritik fra blandt andre senatorer i landet og sundhedsfaglige eksperter.

Godt 16 millioner mennesker i Brasilien har været smittet med corona, og mere end 460.000 er døde af virusset.

Colombia og Argentina var oprindeligt medværter, men først blev Colombia frataget rollen på grund af politisk uro i landet, og siden røg Argentina ud på grund af et coronaudbrud i landet.

Copa America skal efter planen afvikles fra 13. juni til 10. juli.

Oprindeligt skulle 12 hold have deltaget i slutrunden i 2020, men corona udsatte slutrunden et år, og siden trak de to inviterede hold, Australien og Qatar, sig.

Søndag sender Ekstra Bladet eksklusivt boksebraget mellem Floyd Mayweather og Logan Paul. Bliver det til bøllebank, sensationelt nederlag eller ren skandale? SE MED HER (PLUS+)