Stor analyse af Barcelonas nedtur: Slutningen på en æra?

Det startede, som Barcelonas kampe er startet så mange gange før i de seneste par sæsoner. Neymar fik bolden midt på modstandernes banehalvdel, blev retvendt og tog et par hurtige træk, inden han sendte bolden ud i venstresiden, hvor Luis Suárez kom styrtende i et hidsigt løb. Han lavede én berøring og afleverede derefter med et vristspark bolden ind i feltet til Lionel Messi, der satte højrebenet på første gang. 1-0 til Barcelona over Leganés, og som utallige gange før havde den berømmede MSN-trio været de tre sidste spillere til at røre bolden. Men resten af kampen udviklede sig ikke, som man kunne have forventet. Det blev ikke en kamp, hvor de tre skiftedes til at lægge op til hinandens scoringer i et forpustende målshow. Ikke en kamp, hvor Suárez bombede, Neymar legede, og Messi forbløffede. Ikke en kamp hvor Barcelona-holdet uden sved på panden kunne lade de tre sydamerikanske stjerner klare ærterne oppe foran og derudover køre modstanderne trætte i afleveringstrekanter. I stedet overtog Leganés styringen, og kun flot spil af Marc-André Ter Stegen forhindrede flere mål end den udligning, som Unai López sparkede ind efter 70 minutter. Først i overtiden sikrede Messi sejren mod La Ligas nummer 17. Neymar blev fældet i feltet, og argentineren sparkede hårdt straffesparket i mål ude ved stolpen. Han undlod at juble. Selv storhold spiller dårlige kampe og får arbejdssejre i løbet af en lang sæson, men i søndagens kamp mod Leganés havde Barcelona brug for noget andet og mere. Fem dage forinden var catalonierne blevet smadret med 4-0 af Paris Saint-Germain i en historisk kamp. Det var Barcelonas største nederlag siden Champions League-semifinalerne mod Bayern München i 2013, og kampen er endda blevet sammenlignet med El Dream Teams 0-4-ydmygelse mod Milan i Champions League-finalen i 1994. Den kamp var begyndelsen til enden for Johan Cruyffs halvfemserstorhold, og efter PSG-nederlaget gik snakken på, om en æra var forbi. Så mod Leganés eftersøgte alle – fans, Barcelona-medier og klubben selv – en præstation, der om ikke kunne fjerne smerten efter Paris så i hvert fald sminke arrene. I stedet blev såret flået op igen med en præstation, der rejste flere spørgsmål end svar. 'En pinefuld sejr' kaldte Barcelona-avisen Sport kampen. 'Et Barça uden lys' mente El Mundo Deportivo. Og stemningen på Camp Nou var da heller ikke god. Der var 63.378 tilskuere, hvilket ganske vist er nok til at fylde en middelstor dansk provinsby, men det var sæsonens laveste Barcelona-tilskuertal i La Liga. Der blev buhet af sommerindkøbet Andre Gomes, og da dele af Camp Nou begyndte at synge Luis Enriques navn, svarede andre fans igen med en pibekoncert. Op til PSG- og Leganés-kampene havde Barcelona på udebane slået Alavés med 6-0; et hold som inden da var ubesejret i otte hjemmekampe i træk. Men La Liga-storklubbernes tilstand vurderes ikke ud fra, hvor gode de er, når de er gode, men hvor dårlige de er, når de er dårlige. Og lige nu er Barcelona langt nede. Søndag eftermiddag møder Barcelona på Vicente Calderón Atlético Madrid, og den kamp har pludselig fået større betydning. For Real Madrid tabte onsdag i Valencia, så madrilenernes forspring i La Liga er på ét point og én kamp i hånden, og det er bestemt muligt at indhente, men så skal Barcelona finde tilbage til tidligere tiders sejrsstimer, og det er svært at se ske lige nu, hvor spillet og resultaterne svinger. Så hvorfor er det gået så galt for Barcelona – og er det virkelig enden på en æra? --------- EKSTRA SPLIT ELEMENT --------- Vinderen fra Asturien I centrum for den aktuelle diskussion om FC Barcelona står klubbens største navne: Lionel Messi, Luis Suárez og Neymar. Det handler ikke om de tre stjerner og deres spillestil. Luis Suárez presser fremragende og er i øvrigt en ydmyg person, der underlægger sig holdets interesse og altid arbejder hårdt. Guardiola ville have Neymar, da han i 2013 kom til Bayern, så ex-Barcelona-træneren kunne godt se brasilianeren passe ind i et tiqui-taca-system. Og Lionel Messi er foruden sine kvaliteter som dribler, oplægger og målscorer en fantastisk pasningsspiller, der nemt kunne spille rollen som central midt, hvis han da ikke var så svær at flytte bort fra angrebet. Det er mere måden, de bruges på, der strider mod Barcelonas klassiske tilgang. - Hvis man har de tre, spiller man for dem. Og at spille for dem betyder, at man lægger flere afleveringer 40 meter fremad. Mindre højt pres oppe foran, men hurtige omstillinger, når man får bolden. Og det er fint, men det betyder, at de mister kontrol, de mister skønhed, de mister essens og det, som man har bygget i La Masia, har ingen plads på førsteholdet længere, for alt handler om fronttrioen. - Mere og mere af det, som Barcelona var bygget af, forsvinder. De tager ingen risici længere. De kan bygge op bagfra, ja, men når de ikke kan, slår de en lang bold til Luis Suárez, sagde Sky Sports La Liga-ekspert Guillem Balague i december i et interview med Tipsbladet. Manden, der har besluttet at lægge det meste af spillet an på fronttrioen, er Luis Enrique, som på trods af en titeltfrekvens, der til fulde kan måle sig med Pep Guardiolas, ikke nyder samme anerkendelse som hans forgænger et par led tilbage. Guardiola var catalonieren, der inspireret af Johan Cruyffs idealer fik Barcelona til at spille, som det altid havde været meningen. Luis Enrique er fra Gijón, helt ovre ved Atlanterhavet frem for Barcelonas Middelhavs-kyst, og selv om han har en lang og populær fortid som spiller på Camp Nou, er han anderledes. Luis Enrique er først og fremmest en vinder, og han går gerne på kompromis med idealerne for at sejre. Der har været masser af Barcelona-identitet i Luis Enriques spillestil. I efteråret skrev vi i Tipsbladet for eksempel om, hvordan han stædigt forsvarede sin målmand Ter Stegen og hans dristige spil med fødderne, selv om det kostede mål. - Barcelonas målmand er nødt til at tage chancer. Jeg kommer ikke til at kritisere individuelle fejl. Han skal lave afleveringer, og når det går galt, vil vi ikke slå ham ihjel, sagde Enrique for eksempel, da tyskeren i en kamp mod Celta Vigo havde sparket bolden direkte ind i Pablo Hernández, så den efterfølgende gik i mål. Men noget er ændret, og det er på midtbanen. Kigger man på Who Scored’s La Liga-statistikker, er der tre Barcelona-mænd i top 10 over spillere, der hyppigst afleverer. Men det er tre forsvarsspillere, Javier Mascherano, Samuel Umtiti og Gerard Pique. Først nede som nummer 13 finder vi Sergio Busquets med 60,1 pasninger per kamp. Går vi tilbage til Tito Vilanova, Barcelonas seneste La Masia-skolede cheftræner, og hans enlige sæson i Barcelona, var de seks øverste spillere på pasningshitlisten fra Camp Nou. Xavi tronede som suveræn etter med 96,2 afleveringer per kamp, og Busquets havde 75,3. Færre afleveringer betyder mindre kontrol, ville Pep Guardiola og hans disciple argumentere, og det bliver et problem, når Barcelona møder Paris Saint-Germain og en midtbane, der spiller, som Barcelona gjorde engang. Det er også spillet, som nogle af holdets ledende spillere har refereret til, når de har skullet forklare nedturen. Efter kampen på Parc des Princes afviste Sergio Busquets og Andrés Iniesta, at problemet var mentalt, selv om holdet havde virket sløvt og ugideligt sammenlignet med PSG’s kværnende maskine. - Det er ikke et spørgsmål om attitude, men om fodbold. De pressede os mere og var bedre taktisk. De havde en plan og eksekverede den, som de ønskede, sagde Busquets efter den kamp. - Jeg har aldrig brudt mig om ordet attitude, og det passer ikke om dette hold. Det er et spørgsmål om fodbold, om at stå så godt på banen, at de ikke kan besejre en. Men de besejrede os ved at spille fodbold, sagde Iniesta, hvilket fik pilen til at pege i retning af det taktiske oplæg. Men Gerard Piqué har forsikret, at holdet bakker op om træneren. - Med Luis Enrique kom vi fra en lortesituation og vandt The Treble. Jeg ved, at fodbolden ikke har nogen hukommelse, men jeg vil gerne kigge bagud og se på alt det arbejde, han har gjort for os. Jeg forstår ikke, hvordan folk kan have så kort en hukommelse. - Vi skal genfinde den følelse, der gjorde os til det bedste hold i verden. Lige nu kan vi ikke finde vores måde at spille på, og vi er ikke til at genkende. --------- EKSTRA SPLIT ELEMENT --------- Da de tidligere æraer sluttede Det var en desillusioneret Javier Mascherano, der mødte pressen efter endnu et skuffende resultat. - En æra er slut, hvad enten vi kan lide det eller ej. Når man skal genopbygge noget, skal man første se virkeligheden i øjnene, og virkeligheden er at skabe forandring. Klubben vil træffe beslutninger for at skabe et konkurrencedygtigt hold. - En æra, som det ikke er muligt at gentage, er forbi. Ikke i denne eller nogen anden klub vil vi igen se, hvad vi har været igennem i de seneste fem eller seks år. Det er derfor, det gør så ondt, sagde Mascherano – ikke i denne sæson, men efter Barcelonas 1-1-kamp mod Atlético Madrid i 2014. Det var sæsonens sidste La Liga-opgør, og Barcelona skulle have vundet for at blive spansk mester. For første gang i seks år sluttede Barcelona en sæson uden titler (fraregnet den ligegyldige spanske Super Cup, som holdet havde vundet på udebanemål efter to uafgjorte kampe mod Atlético i august), og også dengang gik snakken på, at noget var forbi. - Dette er afslutningen på en æra for Barcelona – og det bliver endnu værre, før det bliver bedre, mente The Mirror. - Barcelonas fremtid er stadig lys, men vejen er muligvis ujævn i det næste år eller to, analyserede BBC. Allerede på det tidspunkt var debatten et par år gammel. Man havde talt om æra-afslutninger allerede i 2012, da Guardiola stoppede, og året efter, da Bayern München vandt to Champions League-semifinaler med sammenlagt 7-0 og flyttede Europas fodboldcentrum fra Catalonien til Sydtyskland. Og noget ændrede sig da også i de år, for det var der, at det klare spillemæssige udtryk, som Pep Guardiola havde indført på Camp Nou, blev mere mudret. Xavis og dermed midtbanens rolle blev nedjusteret. I 2013-14 havde Barcelona ikke fået Neymar og Lionel Messis samarbejde til at glide, og blandt andre Johan Cruyff mente, at der kun skulle være én kaptajn på skibet. Barcelona gik i den anden retning og købte endnu en angrebssuperstjerne, Luis Suárez, og så klikkede det. I Luis Enriques første sæson vandt Barcelona The Treble, året efter den hjemlige Double. De negative profetier var blevet gjort til skamme. Så Javier Mascherano havde ret, da han stod i mixed zone efter 1-1 mod Atlético Madrid i maj 2014: Det var afslutningen på en æra, men ikke den, som mange forventede. Spillet ændrede sig, men det gjorde titelhøsten ikke. Derfor skal man ikke udelukke, at det samme kan ske igen. I Guardiolas sidste sæson og i tiden efter lød kritikken, at spillet var blevet for fastlåst i tiqui-taca’en, og at der manglede en plan B. Nu er problemet snarere, at Barcelona har bevæget sig for langt væk fra den filosofi, der skabte så meget af succesen. Selv om Andrés Iniesta og Sergio Busquets stadig er på banen, er midtbanen langt fra så dominerende som tidligere, og reserverne er dyre indkøb uden evne til at gøre en forskel, mens bidraget fra ellers så berømmede La Masia bliver svagere og svagere. Så denne sæson er afslutningen på en æra i FC Barcelona. Luis Enriques æra. Det er svært at forestille sig, at han fortsætter næste år efter denne sæsons massive pres, også fordi der var store spørgsmålstegn om en kontraktforlængelse allerede inden ydmygelsen på Parc des Princes. Men Barcelonas tid som tophold i Europa, for slet ikke at tale om i Spanien, er efter al sandsynlighed langt fra forbi. Selv om den massive satsning på de tre oppe foran er en del af problemet, vil et hold med Neymar, Messi og Suárez altid kunne true selv de allerstærkeste konkurrenter. De vil de gøre i weekendens kamp mod Atlético Madrid – som de tre stjerner i løbet af de seneste tre sæsoner har scoret imod 16 gange – og de vil gøre det igen i næste sæson. Spørgsmålet er bare på hvilken facon, hvem der skal bestemme den, og hvad det vil række til. At Barcelona har mistet kontrol på den centrale midtbane, skyldes ikke kun, at større fokus lægges på angrebet. I sommeren 2015 forsvandt ledestjernen Xavi, og ham har den sportslige ledelse endnu ikke fundet den ideelle afløser for. I den forgangne uge opgjorde avisen Sport, at Barcelona har brugt 120 millioner euro – 900 millioner kroner – på at finde en erstatning. Det er hårdt at udpege alle midtbaneindkøbene som fiaskoer, for Ivan Rakitic har været en central del af de seneste to sæsoners titelhøst, men i denne sæson har Enrique til tider holdt ham på bænken, og adskillige andre nyindkøb har ikke slået til. Sommerens transfer af André Gomes fremstår som en fiks, men overflødig ide efter Portugals EM-succes, og han har været en ren alibispiller på midtbanen. Sports 120 millioner er inklusiv købet af Cesc Fàbregas, der blev hentet, mens Xavi stadig var på toppen. Den nuværende Chelsea-spiller var udset som en fremtidig styrmand, men han fandt sig aldrig helt til rette trods sin La Masia-fortid. En anden hjemmedyrket afløser, Thiago Alcantara, rejste i 2013 til Bayern München; utilfreds med manglende spilletid. Barcelona-aviserne er begyndt at drømme om PSG’s Marco Verratti, en midtbanespiller med Xavis pasningsregister og overblik tilsat en smule vanvid, men han virker som et utopisk mål. Barcelona har tidligere jagtet Thiago Silva og Marquinhos i Paris, men har i begge tilfælde måttet give op på grund af parisernes egne ambitioner og bugnende pengepung. Erstatningerne

Ekstra Bladet annoncer

Rapportér annonce

Tak for din henvendelse

Fejl

Sender rapport

Stor analyse af Barcelonas nedtur: Slutningen på en æra?

Det catalanske galehus er tilbage. Dårlige resultater har gjort stemningen i FC Barcelona usikker, men det handler ikke kun om 4-0-nederlaget til Paris Saint-Germain i Champions League-ottendedelsfinalen, men også om klubbens stil og ånd – og hvilken vej den skal bevæge sig ned ad fremover

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Bagholdet