Team Esbjerg-målmand tager til Frankrig

Rikke Granlund er i gang med sin sidste sæson i Team Esbjerg, som har erstattet den norske målmand

Til sommer er Rikke Granlund fortid i håndboldklubben Team Esbjerg. (Arkivfoto) Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Til sommer er Rikke Granlund fortid i håndboldklubben Team Esbjerg. (Arkivfoto) Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

Team Esbjerg-målmanden Rikke Granlund smutter til Frankrig.

Den norske håndboldspiller har skrevet kontrakt med klubben Chambray Touraine og skal tilbringe de kommende to sæsoner i Frankrig.

Det siger hun i et interview med JydskeVestkysten.

- Ja, det er rigtigt. Jeg forlader Danmark efter denne sæson, men jeg har virkelig haft tre dejlige år i Team Esbjerg - og heldigvis er jeg jo her et stykke tid endnu, siger hun til avisen.

31-årige Granlund er i gang med sin tredje sæson i den vestjyske klub og har tidligere givet udtryk for, at hun gerne ville forlænge med klubben.

Esbjerg har i stedet skrevet kontrakt med tyskeren Dinah Eckerle, som til sommer støder til truppen på en toårig aftale. Desuden er kontrakten med målmandskollegaen Rikke Poulsen blevet forlænget.

Granlund glæder sig nu til næste kapitel i karrieren.

- Jeg ser frem til en ny udfordring. Jeg tror, at det bliver spændende. Et nyt sprog og en ny kultur, siger hun.

Rikke Granlund var med til at vinde EM-guld med Norge i december.

0 kommentarer
Vis kommentarer