MOSKVA (Ekstra Bladet): På torsdag begynder VM med åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien, og uanset resultatet er værterne allerede en form for vindere.
Alene det at slutrunden afvikles på russisk jord er en propagandasejr af de store for præsident Vladimir Putin. Han tog selv hånd om tingene tilbage i 2010, hvor Rusland udraderede favoritterne fra England og vandt afstemningen om årets slutrunde.
MEGET mere end værtsskabet vinder russerne dog næppe. I spillet på banen hører de til i den tunge ende. En placering som nummer 70 på FIFA’s netop offentliggjorte verdensrangliste fortæller tydeligt, at værterne ikke er i nærheden af favoritfeltet.
Men i den kommende måned får Rusland lov til at vise sig frem for mere end en milliard seere, og for en stund vil Putin og hans nærmeste forsøge at glemme de mange anklager om korruption og statsstyret doping.
Artiklen fortsætter under billedet
DET SKER hånd i hånd med FIFA, som har lagt efterforskningen af anklagerne om doping i russisk fodbold på køl til efter slutrunden. Sagen poppede ellers op igen i forrige uge ved en konference i London. Her var den russiske whistleblower Grigory Rodchenkov med på en Skype-forbindelse fra et ukendt sted i USA.
Rodchenkov, som styrede den omfattende dopingsvindel ved vinter-OL i Sochi i 2014, er siden hoppet af til USA, hvor han lever under vidnebeskyttelse.
HAN ER ved at få ændret udseende, og derfor optrådte han ved seancen i London med ansigtsmaske. Han forklarede, at han havde gennemgået den 23-mand store russiske VM-trup, og et af navnene kunne han sætte i forbindelse med det statsstyrede dopingprogram, som omfattede mere end 1000 russiske atleter fra en række forskellige idrætsgrene.
Artiklen fortsætter under billedet
Rodchenkov har været med til at dække over 34 fodboldspillere, som havde afleveret positive test. En af de 34 er i følge Rodchenkov i den russiske VM-trup.
DET RUSSISKE fodboldforbund har ikke ønsket at kommentere udsagnet fra whistlebloweren, men for to uger siden meddelte FIFA, at de havde været i kontakt med Rodchenkov.
FIFA oplyste, at forbundet ikke havde fundet belastende materiale på medlemmer af den russiske VM-trup, men at undersøgelserne af doping i russisk fodbold vil fortsætte på et senere tidspunkt.
ALTSÅ efter VM. FIFA-præsident Gianni Infantino vil som Putin have ro omkring VM og fokus alene på spillet på banen.
Men det er umuligt i FIFA-land. Der er altid bøvl. I dag samles FIFA’s Counsil, som kan oversættes til bestyrelse. Dog kommer Infantino til at savne præsidenten for Ghanas fodboldforbund. Kwesi Nyantakyi blev arresteret i den forgangne uge, sigtet for korruption.
Han fik lov til at forlade fængslet mod kaution, men han kommer ikke til Moskva. Fredag aften udelukkede FIFA’s etiske komite ham fra al fodbold i 90 dage. FIFA har ikke brug for flere korruptionssager.
Artiklen fortsætter under billedet
OGSÅ AF andre årsager er det en presset FIFA-præsident, som tager hul på VM-måneden.
Han skal på dagens møde forsøge at få sin bestyrelse til at se venligt på hans forslag om at lave en ny VM-turnering for klubhold samt en ny nationsturnering. Infantino siger, at han har et konsortium i ryggen, som over 12 år vil smide 160 milliarder kroner i de nye turneringer.
Dog vil han ikke fortælle, hvem der udgør konsortiet. Planerne har også af den grund mødt hård modstand, ikke mindst fra UEFA’s præsident, Aleksander Ceferin, som også er vicepræsident i FIFA. Ceferin er desuden utilfreds med, at det hemmelige konsortium skal eje 49 procent af de to turneringer.
MIN VURDERING er, at Infantino taber det slag. Heldigvis da. Han skal ikke sælge fodbolden til spekulanter.
Infantino risikerer i det hele taget at få et elendigt VM. På onsdag skal FIFA’s kongres vælge værten for VM i 2026. Marokko er oppe mod den amerikanske koalition bestående af USA, Mexico og Canada.
I 2015 blev Infantino valgt som præsident for FIFA, fordi USA aktivt støttede ham. Modydelsen skulle være VM i 2026.
Mange lande har dog meldt ud, at de stemmer på Marokko, og taber Infantino også det slag, er det svært at forestille sig, at han kan fortsætte på posten, når han næste år er på valg.
DER ER således udsigt til både tabere og vindere allerede inden åbningskampen på torsdag.
Putin er en sikker vinder. Infantino ligner en mand, der kan få en meget lang næse.
Mystisk møde: Verdensmester i Ruslands tjeneste
Kendte resultat før afstemning: Putin havde styr på FIFA's banditter