Tv-krig: - Yousee vildleder kunderne

Discovery Networks er ikke tilfreds med at Yousee hævder, at der er forhandlinger om, hvorvidt Discoverys kanaler kan finde vej til Yousee, når de ikke ønsker det. Yousee mener dog fortsat, at der er forhandlinger i gang

Landsholdet er en del af Kanal 5's eksklusive indhold. Det kommer ikke længere til at figurere i Yousee, hævder Discovery Networks. Foto: Lars Poulsen
Landsholdet er en del af Kanal 5's eksklusive indhold. Det kommer ikke længere til at figurere i Yousee, hævder Discovery Networks. Foto: Lars Poulsen

Der er udbrudt reel tv-krig i Danmark.

Fra nytår er kanalerne fra Discovery Networks, der blandt andet omfatter Kanal 5, 6'eren, Canal 9, Discovery og Eurosport ikke længere en del af Yousee. Det betyder, at der udgår en del sport - eksempelvis Superliga, landsholdsfodbold og OL.

Utilfredse kunder i hobetal har bombarderet Yousees Facebook-profil med spørgsmål, hvor selskabet forsøger at berolige dem med, at der stadig er forhandlinger i gang om at tilknytte Discovery-kanaler i den såkaldte 'Bland Selv'.

Og det undrer Christian Kemp, der er direktør for Discovery Networks Danmark:

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor YouSee til sine mange utilfredse kunder på Facebook og i pressen bliver ved med at gentage, at de har stor tiltro til, at de fortsat kan tilbyde vores kanaler via Bland Selv.

- Det kommer ikke til at ske, fordi Yousee i sine pressemeddelelser jo helt åbenbart selv har fravalgt Discovery som partner i deres forretning til fordel for NENT og TV2.

- Der er ingen forhandlinger mellem os, så YouSee vildleder simpelthen sine kunder, siger Christian Kemp i en pressemeddelelse.

Den påstand er YouSee-direktør, Jacob Mortensen, ikke enig i - og han ved ikke, hvorfor Discovery Networks hævder, at Yousee vildleder kunderne.

- Det undrer jeg mig over, at de skriver. Vi har stadig en klar ambition om at lave en aftale med Discovery, så de indgår i Yousees univers som en del af 'Bland Selv'.

- Vi har sendt et tilbud til Discovery, og det står vi ved, siger Jacob Mortensen til Ekstra Bladet.

- Discovery slår fast, at der ikke er forhandlinger i gang - men det mener I, at der er med dette tilbud?

- Ja. Vores dør står åben, så vi kan snakke videre og finde en fælles løsning.

- Jeg tror og håber fortsat på, at vi finder en løsning i fællesskab.

- Men hvad hvis der ikke gør - for det er vel reelt en mulighed?

- Lige nu arbejder vi på at finde en løsning. Det står øverst på min liste. Det er det, jeg har fokus på.

- Det virker ikke som om, der er det bedste forhandlingsklima.

- Nej ... det vigtigste er nu, at vi finder en fælles løsning. Vi står ved vores tilbud, og vi er mere end villige til at forhandle videre.

- Vi har sendt det, vi selv synes er et attraktivt tilbud i forhold til fortsat at være en del af Yousees univers og sikre, at Yousees kunder, 1,2 millioner husstande, fortsat skal have adgang til Discoverys indhold, siger Jacob Mortensen.

Christian Kemp er dog lodret uenig i, at der skulle forelægge et godt tilbud fra Yousee.

- Lad os for det første slå fast, at vi ikke har modtaget noget attraktivt tilbud fra Yousee. Det tror jeg er helt åbenlyst for alle, der har fulgt med i deres udmeldinger over de seneste dage.

- Yousee har i sine pressemeddelelser gjort det meget klart, at de fravælger Discovery som partner i deres forretning til fordel for NENT og TV 2. Så I vores optik, er der intet at forhandle om. De afbrød samarbejdet med os, da de i pressen offentliggjorde, at en partner gennem mere end 20 år ikke længere blev en del af deres tv-pakker, siger Discovery-direktøren i en mail til Ekstra Bladet.

Aftalen mellem de to parter udløber til nytår. Indtil da er Discoverys 11 kanaler fortsat tilgængelige via Yousee.

Se også: DBU advarer tv-gigant: Det er dybt problematisk

Se også: Tordner mod YouSee: 'Nu stopper det sgu'

Se også: YouSee i dramatisk tv-krig: 'De bliver til NoSee'

Se også: Raser over tv-gigant: - De skider på os!

123 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere