Tidlig dansk VM-gave

Et saksesparksmål af John McGinn kort før tid sørgede for 2-2 mellem Skotland og Østrig, som dermed spændte ben for hinanden i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe

Highlights: Saksespark blev sidste mål i deler mellem Skotland og Østrig. Video: Discovery Networks Danmark

Danmarks formodet værste konkurrenter til den direkte billet til VM i Qatar har allerede smidt de første point i kvalifikationsgruppen.

Det skete, da Skotland og Østrig torsdag aften spillede 2-2 i en kamp, hvor alle mål blev scoret efter pausen.

To flotte scoringer i slutfasen gav en festlig afslutning på en langt henad vejen trist aften i et trøstesløst skotsk regnvejr.

Skotlands John McGinn sørgede kort før tid for 2-2 med en usædvanlig scoring på et saksespark, der var mere effektivt end elegant.

Kort forinden havde Sasa Kalajdzic bragt Østrig i spidsen for anden gang med et fremragende hovedstødsmål. Stuttgart-topscoreren stod også bag sit holds første træffer tidligt i anden halvleg.

Det faldt efter en målmandsfejl af David Marshall, som kun kunne parere et østrigsk langskud. Kalajdzic kunne let sende riposten i mål.

Hjemmeholdet Skotland var i store dele af kampen ufarlig i offensiven, og holdets enlige angriber Lyndon Dykes blev pakket fuldstændig ind af den østrigske defensiv.

Det var således ingen overraskelse, at der skulle en fremrykket forsvarer til at sørge for den skotske udligning.

Grant Hanley satte hovedet på en frisparksbold og sendte den ind bag den langsomt reagerende østrigske målmand Alexander Schlager.

I ægte skotsk stil begyndte regnen at vælte ned over Hampden Park i anden halvleg, og det satte tilsyneladende tiltrængt fut i de to hold.

1-1 blev til 2-2 i slutfasen, og uafgjort var en naturlig udgang på en kamp, hvor ingen af holdene imponerede.

Gruppens sidste kamp endte også uafgjort, da Moldova og Færøerne delte point med 1-1. Netop Moldova er Danmarks næste modstander på søndag i Herning.

Cheftræner ryster på hovedet over Norge

Superligaklubber er uden holdning til VM-boykot