Serenas overkvinde bider: Hun overgår mig aldrig

Margaret Court, der stadig har vundet en grand slam mere end Williams og kun ser hende som en stor server, er ikke velset i tenniskredse på grund af sin modstand mod sportens lesbiske ikoner

Margaret Court fik lov at vinke til publikum under årets kvindefinale i Melbourne, men mikrofonen får hun ikke adgang til. Foto: All Over Press
Margaret Court fik lov at vinke til publikum under årets kvindefinale i Melbourne, men mikrofonen får hun ikke adgang til. Foto: All Over Press

Da Serena Williams forleden overhalede Steffi Graf med sin 23. grand slam titel, blev hun den mest vindende i den såkaldt ’nye æra’, og de færreste tennisfans er i tvivl om, at hun er historiens største, kvindelige spiller.

Men amerikaneren mangler alligevel en enkelt stor triumf for at feje den sidste diskussion til side. Australske Margaret Court står nemlig noteret for 24 titler i single i perioden 1960-1973.

Normalt ser man alle de gamle koryfæer optræde udenfor banen i grand slam-sammenhæng, fordi de ofte bliver inviteret af arrangørerne til at kaste glans over begivenheden.

Det er ikke tilfældet med Margaret Court, selv om hun forleden besøgte Australian Open i Melbourne, hvor den tredjestørste bane da også er opkaldt efter hende.

For den i dag 74-årige dame passer ikke helt ind i de internationale tennis-cirkler, hvor man forventes at klappe hinanden på skulderen – ikke mindst verbalt, når pressen er i nærheden. 

Således er hun erklæret modstander af homoseksualitet, og den slags standpunkter er bestemt ikke velset på WTA-turen, hvor lesbiske Martina Navratilova og Billie Jean King er et par af de alle største ikoner.

Margaret Court har titel af senior pastor ved Victory Life Center, en kirke i Perth, og fra den prædikestol har hun ikke lagt skjul på din modstand.

- For mig står et ægteskab mellem en mand og en kvinde. Jeg ved godt, at lovgivningen ser det anderledes flere steder. Men for mig forandrer det intet, sagde hun til New York Times’ tenniskorrespondent i Melbourne, som fik at vide, at homoseksualitet er ’et valg’.

- Jeg hader ikke nogen, men jeg prøver at beskytte min familie ud fra et bibelsk synspunkt, siger hun og udtrykker bekymring over, at kønsproblematikken lider under ubalance i uddannelsessystemet.

- Hvorfor påvirke alle de unge mennesker i skolen. De får alt muligt materiale, der siger: ’Er du en dreng? Er du en pige? Du kan være begge dele?’ Efter min mening er de født som enten drenge eller piger, og det burde de have at vide.

Margaret Court svinger træketsjeren og besejrer sin mangeårige rival, brasilianske Maria Bueno, i finalen om de amerikanske mesterskaber i 1963. Foto: AP
Margaret Court svinger træketsjeren og besejrer sin mangeårige rival, brasilianske Maria Bueno, i finalen om de amerikanske mesterskaber i 1963. Foto: AP

Hun vil nok heller ikke hente mange WTA-point for sine bemærkninger om Serena Williams, som hun fra første række så erobre pokalen.

- Jeg kan lide at se mændene spille. Kvinderne nyder jeg ikke så meget, for de slår op og ned centralt i banen hele tiden. Det synes jeg er kedeligt.

Og Serena?

- Jeg mener, at serven bærer hende igennem. Hun har en vidunderlig serv. Men når den ikke fungerer, bliver hun skrøbelig.

- Slår hun min rekord, fortjener hun det. Det vil ikke gøre mig søvnløs. Men der er ingen, der nogensinde når mine 62, siger hun med henvisning til antallet af grand slam-titler, hun har taget hjem i single, double og mixeddouble.

Det sidste er nok rigtigt. Serena Williams har i alt 29 grand slam-titler i single og double med storesøster Venus.

Margaret Court, der var kendt for at løfte fysisk træning til et nyt niveau og som spiller var meget angrebsivrig, genoptog karrieren efter at være blevet mor. Hun formåede at vinde alle fire grand slams i 1970.

Hun opnåede aldrig at toppe verdensranglisten, som blev indført i november 1975, for på det tidspunkt trappede hun sin karriere ned og spillede få turneringer.

Hun vandt 11 af sine 24 grand slam-titler i single i Australian Open, hvor der i de tidligste år kun var 32 spillere med i hovedturneringen mod de 128 i dag.

Hun er helt bevidst om, at hun ikke er lige velset i alle tenniskredse. 

- Jeg tager rundt og taler med skoleelever, men især indenfor tennis er man bange for at lade mig tale, fordi man frygter, at jeg vil udbrede evangeliet.

Margaret Court var også til Wimbledon sidste år og endda i loge med David Beckham, men heller ikke ved den lejlighed sagde hun noget offentligt. Foto: All Over Press
Margaret Court var også til Wimbledon sidste år og endda i loge med David Beckham, men heller ikke ved den lejlighed sagde hun noget offentligt. Foto: All Over Press

Hvad hendes rekord angår, trækker Serena Williams træner, Patrick Mouratoglou, let overbærende på skuldrene:

- Med al respekt for Margaret Court, så er det en ny tid. Selvfølgelig står rekorden der, og den vil vi afgjort gerne slå, men der er en professionel periode, og der tilhørte rekorden Steffi Graf.

Serena selv er lidt mere diplomatisk.

- Hun fortjener afgjort kredit for sit hårde arbejde. Det samme gør Steffi og jeg, og Chris (Evert) og Martina (Navratilova). Det er forskellige æraer, forskellige typer og forskellige mennesker, siger hun og kan så ikke dy sig:

- Men jeg ville have været god på den tid.

Margaret Court er ikke helt sikker, siger hun, og refererer til tiden med træ-ketsjere.

- Dengang fik du ikke noget fart foræret på banen. Jeg løftede en masse vægte, jeg var stærk, og jeg slog virkelig hårdt til bolden. Det var ikke så let dengang.

Serena tæt på alle tiders rekord i damesingle

Med sejren i Melbourne lørdag når Serena Williams op på 23 Grand Slam-titler i damesingle.

Det bringer hende alene på andenpladsen over alle tiders mest vindende damesingler - både før og efter indførelsen af The Open Era i 1968, hvor man tillod professionelle at deltage i turneringerne.

Baseret alene på resultater fra 1968 og frem til i dag er Serena den mest vindende nogensinde.

1. Margaret Court, Australien - 24

2. Serena Williams, USA - 23

3. Steffi Graf, Vesttyskland/Tyskland - 22

4. Helen Wills Moody, USA - 19

5. Chris Evert, USA - 18
Martina Navratilova, Tjekkoslovakiet/USA

7. Billie Jean King, USA - 12

8. Maureen Connolly, USA - 9
Monica Seles, Jugoslavien/USA

10. Suzanne Lenglen, Frankrig - 8
Molla Bjurstedt Mallory, Norge/USA

Se også: Tryner storesøster og sætter forrygende tennis-rekord

Se også: Vold, racisme og svigt: Barskt geni bag Williams-søstrenes triumfer

Tennis - 29. jan. 2017 - kl. 13:17 Federer gør det! Vinder mestrenes møde

Se også: Kommentar: Caroline skal toppe mod feltets stærkeste

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere