Tvis-træner tror på miraklet

Patrick Westerholm nægter at give op, selv om BSV er storfavoritter inden aftenens afgørende finale i Holstebro

Tvis i hvidt skal i aften revanchere sig fra kampen i onsdags. Foto. Claus Bonnerup
Tvis i hvidt skal i aften revanchere sig fra kampen i onsdags. Foto. Claus Bonnerup

På forhånd ligner det en umulig opgave. Men fortæl det til Team Tvis Holstebros finske træner, og så skal han nok belære dig om det modsatte.

Patrick Westerholm giver aldrig op. Og selv om hans hold tabte dem første DM-finale med syv mål i Silkeborg mod BSV i onsdags, så har han fortalt sine spillere, hvordan de vinder med otte i aften og således alligevel bliver danske mestre for første gang i klubbens historie.

– Vi har kigget på os selv og vores præstation i onsdags, og alle er klar over, at vi skal hæve vores niveau. Det kan vi også. Vi skal stå sammen som hold, og gør vi det, så kan vi også hente BSV’s forspring.

– Men vi har brug for alle marginaler, og med en fyldt hal i ryggen har vi før vist, at vi kan løse svære opgaver.

Efter det første opgør sagde du, at I ikke havde spillet som et hold. Hvad mener du med det?

– Vi gjorde ikke hinanden gode. Afleveringerne lå ikke rigtigt, vi kom ikke i de rigtige løb, og derfor fik vi ikke sat hinanden ordentligt op. Vi lavede kun 20 mål, og det er alt for lidt til at vinde kampe mod BSV.

– Var det, fordi Søren Rasmussen i BSV-målet stod godt, eller fordi de afsluttede for dårligt?

– Det er et rigtig svært spørgsmål. Ingen tvivl om at han stod en god kamp, men vi havde altså også en række afslutninger lige i maven på ham. Det skal vi gøre bedre.

Inden opgøret i aften i Holstebro er Tvis endnu en gang blevet svækket. I det første opgør i Silkeborg måtte holdet undvære højrebacken Peter Balling.

Han var kun på gulvet for at modtage en buket blomster som bevis på, at han er udtaget til årets hold. Men spille var han ikke i stand til. Og under kampen gik en anden af Tvis’ venstrehænder, Simon Birkefeldt, i stykker. I et uheldigt sammenstød med sin egen holdkammerat Søren Tau brækkede han sin højre hånd to steder.

– Hvad gør den kloge træner så?

– Mathias Bitsch kommer til at spille en stor del af kampen. Han er også venstrehåndet. Men ellers må vi bruge en højrehåndet på pladsen, og i perioder kan vi også spille med to stregspillere.

– Hvilken fornemmelse har du af dine spillere. Kan de rejse sig efter den store skuffelse i Silkeborg?

– Selvfølgelig kan de det. Vi har vist gennem hele sæsonen, at vi kan stå sammen, og de vil alle slutte af på en ordentlig måde.

– Tror du, det er muligt at ryste BSV?

– Jeg ved godt, at alle eksperter siger, at BSV allerede har vundet guldet, men kommer vi først foran med nogle mål, kan de også blive rystet. Især med det publikum vi har i ryggen. Vi så mod GOG i semifinalen, hvordan det skal gøres. Her var vi foran med ni mål efter 35 minutter.

Se også: BSV knuser konkurrenter i DM-finale

Se også: Helten: Nu er vi guldfavoritter

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere