Tvivler på Sharapova-doping: Hundredvis kan være fældet uden grund

Det videnskabelige belæg for at forbyde Meldonium, som tennisstjernen Maria Sharapova blev fældet for i 2016, er for spinkelt, hævder kritiker

Efter 15 måneders karantæne gjorde Maria Sharapova comeback i april i år, da hun fik wildcard til WTA-turneringen i Stuttgart. Foto: AP.
Efter 15 måneders karantæne gjorde Maria Sharapova comeback i april i år, da hun fik wildcard til WTA-turneringen i Stuttgart. Foto: AP.
Følg Sport

Den russiske tennisdiva Maria Sharapova var den største fisk, der gik i nettet, og hun fik hovedparten af den dårlige omtale, men næsten 300 østeuropæiske atleter fik i 2016 grimme pletter på omdømmet, da skandalen om det forbudte stof Meldonium rullede.

Disse mange dopingsager hviler imidlertid på et spinkelt videnskabeligt grundlag, anfører journalisten Isabelle Westbury, som skriver for 'The Sports Integrity Initiative’.

Det er et forum for systemkritik i sportens verden, hvor bidragydere fra hele verden holder fokus på sportens styrende organer for at sikre gennemsigtighed og ansvarlighed.

Westbury, som er uddannet på Oxford University og har specialiseret sig i sportspolitik, retter skytset mod det internationale antidopingagentur, WADA, som vedvarende er blevet kritiseret for ’dårlig videnskab’.

Mildronate, hedder det produkt, som Sharapova og hundredvis af andre fortrinsvis østeuropæiske atleter har brugt lovligt i årevis. Det aktive stof i produktet er Meldonium, som pr. 1. januar 2016 kom på listen over forbudte stoffer. Foto: AP.
Mildronate, hedder det produkt, som Sharapova og hundredvis af andre fortrinsvis østeuropæiske atleter har brugt lovligt i årevis. Det aktive stof i produktet er Meldonium, som pr. 1. januar 2016 kom på listen over forbudte stoffer. Foto: AP.

Problemet for WADA i Meldonium-sagen er todelt. For det første hersker der forvirring om, hvor længe Meldonium kan spores i kroppen. Stoffet blev forbudt 1. januar 2016, og det kan ikke udelukkes, at atleter, som i de første måneder af 2016 blev testet positive for Meldonium, kan have indtaget stoffet før 1. januar.

WADA erkendte i april 2016, at der var mangelfuld forskning på området, og i juni 2016 indrømmede agenturet, at der ikke fandtes studier, der gjorde det muligt at fastslå, hvor længe stoffet kan spores i kroppen efter indtagelse.

For det andet er der tvivl om, hvorvidt Meldonium overhovedet er præstationsfremmende. WADA føjede stoffet til listen over forbudte stoffer af den grund, at atleter brugte stoffet med henblik på at forbedre deres præstation. Forbudet skyldtes altså ikke, at der er bevis for, at stoffet er præstationsfremmende, men blot at atleter bruger stoffet med det formål.

Atleter, herunder Sharapova, der har indtaget stoffet, har utvivlsomt gjort det i den tro, at de opnåede en fordel af det, men spørgsmålet er, om det er rimeligt at idømme atleter karantæne på det grundlag.

Sharapova afslørede på et pressemøde i marts 2016, at hun var testet positiv for Meldonium. Foto: AP.
Sharapova afslørede på et pressemøde i marts 2016, at hun var testet positiv for Meldonium. Foto: AP.
 

Advokaten Mike Morgan, der har specialiseret sig i sportsjura, og som førte Sharapovas sag ved sportsdomstolen CAS, har anført, at WADA's forbud mod Meldonium hviler på ’mangelfuld videnskabelig litteratur’, idet det bygger på ét tvivlsomt studium i judosporten.

Tvivlsomt, skriver Westbury, fordi syv judokæmpere på Meldonium blev sammenlignet med en kontrolgruppe af atleter, der i snit var syv år yngre og 23 kilogram lettere.

Den amerikanske antidopingekspert Don Caitlin slog i USA Today i april sidste år fast, at der intet belæg er for at fastslå, at Meldonium er præstationsfremmende.

Ask Vest Christiansen, som er idrætsforsker på Aarhus Universitet, deler Westburys bekymring.

- Denne sag ligger i tråd med tidligere sager, hvor WADA har haft en dagsorden, som skulle føres ud i livet, men ikke har haft videnskabelig dækning for den, siger Ask Vest Christiansen.

- Meldonium-forbuddet passede godt ind i den dagsorden, som WADA havde sidste år om at afdække systematisk doping i Rusland, men WADA forsømte at varsko de mange atleter, som åbenlyst brugte Meldonium som kosttilskud.

- Det svarer til at gøre snus forbudt uden at varsko svenske atleter. Det ville sende hele isligaen ud med karantæne. Snus har jo faktisk stået på WADA's observationsliste, men som for Meldonium er dokumentationen for den præstationsfremmende effekt af snus svag, siger Ask Vest Christiansen.

- Det her er et eksempel på, at WADA i den gode sags tjeneste skærer hjørner for at få hurtige resultater, frem for at holde den videnskabelige og moralske fane højt.

Ekstra Bladet har bedt WADA om at kommentere kritikken. Agenturets presseafdeling kvitterede fredag for modtagelsen af vores forespørgsel, men har ikke siden ladet høre fra sig.

***

Forbudt i Danmark

Meldonium blev opfundet i Letland i 1970 til behandling af patienter med svækket blodtilførsel til hjertet og andre organer. Stoffet hævdes at kunne øge blodgennemstrømningen i kroppen, hvilket i sportslig sammenhæng er eftertragtet. Øget blodgennemstrømning øger atletens udholdenhed, idet musklerne får mere ilt.

Stoffet er ikke godkendt i store dele af Vesten, herunder Danmark.

Maria Sharapova blev testet positiv for Meldonium ved Australian Open sidste år. Hun havde brugt stoffet i ti år, men var ikke opmærksom på, at det var kommet på listen over forbudte stoffer.

Hun blev idømt to års karantæne, som i november blev nedsat til 15 måneder med den begrundelse, at hun ganske vist havde taget Meldonium i håb om at forbedre sin præstation, men at hun ikke havde haft intention om at snyde.

Ny Wozniacki? 14-årig dansker i triumf - så god kan hun blive

Udskældt tennisdronning trækker sig

Caroline iskold overfor undskyldning fra Sharapova-agent: Han er så pinlig

Husker du Borg, Becker og McEnroe: Her er alle skandale-stjernerne i dag

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Nej Lars, dansk politik har ikke brug for dig – det er omvendt