Uefa bakker op om PL-klubbers boykot af sociale medier

Problemer med racistiske og diskriminerende indlæg på sociale medier har taget overhånd, mener Uefa

Det Europæiske Fodboldforbund slukker for kanalerne på de sociale medier i weekenden. (Arkivfoto) Foto: Denis Balibouse/Reuters
Det Europæiske Fodboldforbund slukker for kanalerne på de sociale medier i weekenden. (Arkivfoto) Foto: Denis Balibouse/Reuters

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) stiller sig nu bag Premier League-klubberne og deltager i et boykot af sociale medier i den kommende weekend.

Det skriver forbundet i en pressemeddelelse.

Boykotten sker for at sætte fokus på de øgede problemer med racistiske og diskriminerende indlæg på sociale medier rettet mod spillere, trænere og dommere.

Fodboldforbundet i England, FA, samt andre organisationer som Kick it Out, der arbejder for inklusion og ligestilling i fodbold, deltager også i markeringen.

Organisationerne og klubberne sætter Facebook, Instagram og Twitter på pause fra fredag eftermiddag og frem til midnat mandag aften.

- Der har været diskrimination både på banen og på sociale medier. Det er uacceptabelt, og det skal stoppe med hjælp fra offentlige og lovgivende myndigheder samt de sociale mediegiganter, siger Uefa-præsident Aleksander Ceferin.

- At lade en kultur af had vokse ustraffet er meget farligt - ikke kun for fodbold, men for samfundet som helhed.

- Derfor støtter vi det her initiativ. Det er på tide, at fodbolden tager et standpunkt. Jeg er imponeret over den solidaritet, spillere, klubber og andre interessenter har vist, siger han.

Enkelte klubber har tidligere midlertidigt lukket deres konti på sociale medier, efter at deres spillere har været mål for racistiske udtalelser.