- Stemningen er virkelig dårlig. Præsidenten er ikke tilfreds. Flyet er for lille, og det larmer. Han tager det meget personligt.
Sådan lød meldingerne hjem til FIFA’s hovedkvarter i Zürich. FIFA-præsident Gianni Infantino var fornærmet.
Det var ikke til at tage fejl af. Han var godt nok i gang med at brænde 400.000 kroner af på en lille rundrejse i Sydamerika i et privat jetfly, men det levede ikke op til hans ønsker. Han ville have meget mere luksus. Men det ville stride mod FIFA’s regler.
Ekstra Bladet er i besiddelse af en række interne dokumenter fra FIFA, og heraf fremgår det, at Gianni Infantino var edderspændt rasende på sin tur til Sydamerika i 2016.
I en SMS 29. marts fra Infantinos assistent Edward Brown, som var med i jetflyet, hjem til Zürich, hedder det:
- Flyet er for lille. Og han tager det virkelig personligt, som om vi gør det for at genere ham. Jeg har prøvet at forklare, at vi forsøger at holde os inden for reglerne, men han ønsker ikke at forstå det.
Det er ikke forbudt for FIFA-præsidenten at lade sig befordre i private jet, men først skal det undersøges, om man kan bruge rutefly, som er væsentligt billigere. Hvis det ikke kan lade sig gøre, kan der bestilles et jetfly som passer til antallet af passagerer.
Ved rejsen til Sydamerika bestod Infantinos selskab af seks personer og flyet havde plads til syv passagerer.
Artiklen fortsætter under billedet...
Regnen af klager fortsatte de næste timer, og fra hovedkvarteret blev der spurgt, om man skulle bestille et større fly, hvilket i givet fald ville betyde en ekstra udgift på måske op til 500.000 kroner.
Det fik dagen efter Infantino til at besinde sig, og han accepterede endeligt tingene, som de var.
Hvis han fra begyndelsen havde lyttet til sine rejseeksperter i Zürich, kunne turen være foregået væsentligt billigere med rutefly. Det havde dog krævet, at der var lagt en ekstra overnatning ind på en af destinationerne på turen, som gik fra Paraguay til Uruguay, videre til Bolivia for at slutte i Bogota i Colombia.
I stedet valgte han det hurtige jetfly, men brokkede sig højlydt over pladsen og støjen, selv om den korteste tur kun var på halvanden time og det længste stræk blot tre en halv time.
Fra Colombia ville Infantino videre til Atlanta i USA, og igen ville han helst flyve med privat jet. Derfor henvendte assistent Brown sig til hovedkvarteret i Zürich for at høre om reglerne.
Svaret var ikke til at tage fejl af. Det ville absolut stride mod FIFA’s interne regler. Turen ville løbe op i mindst 150.00 kroner og dermed mange gange mere, end hvis Infantino og hans lille følge tog med rutefly.
Denne gang bøjede præsidenten sig for eksperterne.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Talte usandt om jetflytur til en lille formue
Gang på gang er Gianni Infantino havnet i fedtefadet på grund af sin forkærlighed for private jetfly. Fint skal det være. Og gerne dyrt.
Tidligere på året gravede den tyske avis, Süddeutsche Zeitung, en historie frem fra 2017 om en flyvning fra Sydamerika til Schweiz.
Avisen konkluderer, at Gianni Infantino ligefrem har løjet i et forsøg på at retfærdiggøre turen, der løb op i et sekscifret beløb i dollar.
I april 2017 var Infantino sammen med tre medarbejdere på rundtur i Sydamerika. Turen sluttede i Surinam, hvorfra FIFA-kvartetten skulle flyve hjem til Schweiz 11. april med det hollandske flyselskab, KLM.
Flyet fik tekniske problemer, og rejsen blev udskudt i 24 timer. Men det kunne Infantino ikke vente på. Løsningen var derfor at leje et privat jetfly. Det havde Infantino prøvet før, og det havde han fået kritik for.
Derfor lod han denne gang sin vicegeneralsekretær, Mattias Grafström, kontakte Tomaz Vesel, som leder FIFA’s revisionsudvalg.
Det er ikke forbudt for FIFA’s præsident at flyve i privatfly, men han skal have en god grund, og det skal godkendes.
I den mailkorrespondance mellem Grafström og Vesel, som Süddeutsche Zeitung er i besiddelse af, fremgår det, at det var vigtigt for Infantino at komme tilbage til Schweiz til planlagt tid, fordi han skulle til et møde 12. april i Nyon med UEFA’s præsident, Aleksander Ceferin, og derfra videre til endnu et møde i Geneve.
Den forklaring købte Vesel. Problemet er bare, at Infantino ikke skulle til et møde med Ceferin.
Artiklen fortsætter under billedet...
UEFA-præsidenten var ikke i Nyon. Han var i stedet på et planlagt statsbesøg i Armenien, hvor han mødte landets præsident, besøgte et brandy-destilleri og lagde grundstenen til et nyt fodboldakademi.
Derfor konkluderer den tyske avis, at Infantino har løjet. Han havde ikke nogen gyldig grund til at bruge fodboldens penge på et privatfly. Men i vanlig FIFA-stil afviser Infantinos medarbejdere, at han har gjort noget forkert.
På spørgsmål fra medierne fastholder FIFA, at turen hjem i privatflyet er inden for gældende regler. Til gengæld forholder FIFA sig ikke til anklagen om, at Infantino og hans folk angav en urigtig årsag til den hurtige hjemrejse.
FIFA og Infantino ønsker ikke at oplyse, hvem han skulle møde i Geneve. Om nogen overhovedet.
I en mail til Ekstra Bladet har FIFA's medieafdeling tidligere givet denne forklaring:
- Rutefly er standardvalg for FIFA's præsident, og private fly benyttes kun ved helt særlige omstændigheder, og det var tilfældet 11. april 2017.
FIFA’s såkaldte uafhængige etiske komite, som Infantino selv har udpeget, har for nyligt efterforsket Surinam-flyet. Konklusionen er, at Infantino ikke har gjort noget forkert.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Den dyreste vej til Montenegro
Tre måneder efter, at Gianni Infantino tiltrådte som FIFA-præsident, havde han rejst det halve af kloden rundt. Ofte i private jetfly.
Administrationen i FIFA orkede ikke længere at sige til ham, at det brød mod organisationens regler.
I maj 2016 rejste Infantino til Montenegro for at åbne fodboldforbundets nye hovedkvarter og for at fejre ti års-jubilæet for Montenegros uafhængighed.
På sin dagstur til Podgorica mødte han landets daværende premierminister, Milo Djukanovic, og præsidenten i det montenegrinske fodboldforbund, legenden Dejan Savicevic.
De interne retningslinjer i FIFA siger, at man hverken skal tage imod gratis ture fra tredjepart eller bruge private jetfly, hvis der findes billigere kommercielle alternativer. Det første for ikke at blive mistænkt for korruption, det andet for at spare FIFA for omkostninger.
Klare anbefalinger
Da Infantino planlagde turen til Podgorica anbefalede FIFA-administrationen ham at bestille ordinære billetter, selv om det indebar mellemlandinger i Rom eller Wien på udturen og Wien eller Beograd på hjemturen.
Det kunne sagtens lade sig gøre ud og hjem samme dag. I stedet valgte han privat jetfly til den nette sum af 140.000 kroner.
Intern mail afslører million-svineri
Vanvid i kulissen: Afsløret som marionetdukke