Den schweiziske anklagemyndighed er ved at detonere en bombe under FIFA og Nasser Al-Khelaifi, præsident for den franske storklub, PSG. Faktisk er det en bombe, der kan sende rystelser under hele den internationale fodboldverden, herunder også UEFA og VM i Qatar.
Den seneste uge har retten i Bellinzona i Schweiz behandlet en korruptionssag mod Al-Khelaifi og FIFA’s tidligere generalsekretær, Jerome Valcke.
Onsdag blev ordet givet til de to anklagedes forsvarere, men de er oppe mod hårde odds. Da anklagemyndigheden sluttede sin bevisførelse tirsdag var det med krav om tre års fængsel til Jerome Valcke og to år og fire måneders fængsel til Nasser Al-Khelaifi. En tredje person i sagen, den græske forretningsmand Dinos Deris, kræves idømt to et halvt års fængsel.
Nasser al-Khelaifi fra Qatar er en af de mest indflydelsesrige personer i international fodbold. Han sidder i UEFA’s eksekutivkomite på et mandat fra ECA, sammenslutningen af europæiske klubber.
Men Al-Khelaifi er meget mere end det. Han er også formand for den Qatar-ejede BeIN Media Group, som i stor stil opkøber TV-rettigheder til VM-slutrunder og alverdens andre fodboldturneringer. Desuden er han tennismakker med Qatars emir, som han tilbage i 2010 hjalp med at sikre VM-slutrunden i 2022.
Som nævnt kan dagen blive en voldsom belastning for FIFA. Det fik vi bevis for allerede ved årsskiftet, hvor FIFA blev orienteret om, at den schweiziske anklagemyndighed ville rejse sagen mod Al-Khelaifi og Valcke.
Artiklen fortsætter under billedet...
Det fik i slutningen af januar FIFA til at reagere. I en skriftlig meddelelse til anklagemyndigheden meddelte FIFA, at der var indgået en uspecificeret, ’mindelig aftale’ med Al-Khelaifi.
Med andre ord fredede FIFA i al hemmelighed Al-Khelaifi. Og hvorfor nu det? Et bud er, at det hænger sammen med Qatars VM i 2022. Da sagen blev rejst i 2017, sagde FIFA’s generalsekretær, Fatma Samoura, at hun så sandelig håbede, at det ikke ville få konsekvenser for Qatars VM.
I følge den engelske avis, The Times, som citerede anonyme kilder, har Al-Khelaifi betalt FIFA mere end syv millioner kroner for at slippe ud af sagen.
Men spørgsmålet er så, om FIFA fortsat kan lægge låg på sagen, hvis Al-Khelaifi ender med at blive dømt i Bellinzona?
Al-Khelaifi er tiltalt for at have tilskyndet Jerome Valcke til at begå kriminelle handlinger mod til gengæld at få TV-rettighederne i Nordafrika og Mellemøsten til VM-slutrunderne fra 2018 til 2030.
Jerome Valcke er tiltalt for at have modtaget bestikkelse, og grækeren Dinos Deris er tiltalt for det samme forhold som Al-Khelaifi samt for at have bestukket Jerome Valcke med godt ni millioner kroner. Det var betaling for TV-rettighederne til Grækenland og Italien.
Offentligheden blev informeret om sagen i marts 2017, da politiet i Schweiz, Italien, Frankrig, Spanien og Grækenland samlet gik i aktion og ransagede ejendomme, kontorer og TV-stationer med forbindelse til BeIn Media.
En af de mere spektakulære aktioner fandt sted på Sardinien, hvor det italienske politi beslaglagde en villa med swimmingpool, syv værelser og syv badeværelser. Tiltalen går på, at den godt 50 millioner dyre ejendom, Villa Bianca i Porto Cervo, er brugt som korruption i forbindelse med FIFA’s salg af TV-rettigheder.
Artiklen fortsætter under billedet...
Al-Khelaifi købte villaen og stillede den gratis til rådighed for Jerome Valcke. Et arrangement som stod på i 18 måneder, indtil Valcke blev fyret fra FIFA. Ifølge anklageskriftet sparede Valcke 13,5 millioner kroner i leje for den eksklusive villa.
Anklageren i sagen, Joël Pahud, sagde i sine afsluttende bemærkninger tirsdag, at Al-Khelaifi havde trampet på elementære etiske regler. Desuden havde han handlet af grådighed på vegne af BeIn Media, og han havde udvist foragt for retten.
Der ventes at falde dom i sagen i slutningen af oktober.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Måtte sælge sin yacht og konens juveler
Penge forsvinder hurtigt mellem hænderne på franskmanden Jerome Valcke. Den tidligere magtfulde generalsekretær i FIFA sagde ved indledningen til den igangværende retssag i Bellinzona, at han havde svært ondt i økonomien.
Således fortalte han, at det havde været nødvendigt at sælge sin yacht og familiens juveler.
Valcke blev fyret fra FIFA i 2015 og udelukket fra al fodbold i 10 år. Det skete, da det blev afsløret, at han sammen med daværende FIFA-præsident Sepp Blatter og finansdirektør Markus Kattner uretmæssigt havde fået udbetalt godt 500 millioner kroner i forskellige former for bonusser i perioden fra 2010 til 2015.
Heraf havde Valcke alene fået omkring 150 millioner kroner. Men de penge er åbenbart pist forsvundet.
I retten sagde Valcke:
– Uden arbejde og med en familie kan jeg forsikre jer om, at penge hurtigt brænder op. Jeg har ikke kunnet åbne en bankkonto i Europa siden 2017. Derfor har jeg været nødt til at lade mig skille, så min kone kunne åbne en.
60-årige Jerome Valcke bor i dag med sin familie i Spanien. Han fortalte retten, at han er ved at åbne et landbrugsprojekt i et land, han ikke ville nævne ved navn. Han sagde også, at to eller tre andre forsøg på en frisk start var blevet stoppet efter indgriben fra FIFA.
Sagens anklager, Joël Pahud, var dog ikke overbevist om, at Valcke var uden mønt. I hvert fald sagde Pahud, at Valckes forklaring om en desperat personlig økonomisk situation ikke var overbevisende.
Sagens anden hovedperson, Nasser Al-Khelaifi suger under ingen omstændigheder på labben. I stedet nærmest vælter han sig i penge. Som præsident for BeIn og PSG og med bijob i blandt andet UEFA, menes han at hente mellem 100 og 160 millioner kroner årligt i indtægt. Og det er endda sikkert konservativt sat.