VM-chefen begræder de døde i Qatar

EKSKLUSIVT: Efter otte års forsøg har Ekstra Bladet fået Hassan Al-Thawadi i tale

Hassan Al-Thawadi ville ikke optages på video, men her er, hvordan det andet møde gik - efter han havde skældt os ud på det første.

Han taler fire sprog flydende og kan give en skideballe på fem. Han er en af de mest indflydelsesrige personer i Qatar og manden, som står i spidsen for VM næste år.

Ifølge ham selv er han en flittig læser af Ekstra Bladets dækning af slutrunden i Qatar, og undertegnede journalist har åbenbart bragt hans arabiske blod i kog.

– Du har været ved at give mig et hjerteanfald, siger han, da vi møder ham på en af de øverste etager i Al Bidda Tower i hovedstaden Doha. Herfra er der udsigt til flere af VM-stadionerne.

Hassan Al-Thawadi er navnet på den 43-årige jurist. Han er uddannet på University of Sheffield i England og er nu i spidsen for Supreme Committee, SC, og flere andre VM-komiteer, som har ansvaret for både stadionbyggerierne og afviklingen af slutrunden.

Vi forsøgte første gang at få et interview med ham for otte år siden, hvor vi troppede op på hans kontor i tårnet. Dengang lod det sig ikke gøre. Siden blev det til forgæves forsøg ved møder i Holland og Frankrig.

Men nu er vi her. Al-Thawadi har indvilget i at lade sig interviewe. Tror vi. Det viser sig, at han først og fremmest har brug for at få luft. Og det er vel at mærke uden for citat.

Artiklen fortsætter under billedet...

Ekstra Bladet har bragt Al-Thawadis blod i kog. Foto: Lars Poulsen
Ekstra Bladet har bragt Al-Thawadis blod i kog. Foto: Lars Poulsen
 

Vi kan dog røbe, at han ikke er vild med, at Ekstra Bladet har skrevet, at Qatar ikke er en fodboldnation, og at landet aldrig skulle have haft VM-slutrunden. En beslutning der blev truffet i 2010 af en eksekutivkomite i FIFA, som var i moralsk forfald. Omtalen af døde migrantarbejdere er heller ikke hans kop te.

Han vil høre, om Ekstra Bladet vil boykotte VM. Da vi forsikrer ham om, at vi vil dække slutrunden fra alle vinkler, puster han ud og falder en smule ned. Aftalen bliver, at vi kan vende tilbage næste dag til det egentlige interview. Det gjorde vi så.

I den seneste rapport fra Amnesty International nævnes, at 15.000 migrantarbejdere er døde i Qatar, siden I fik tildelt VM i 2010. Hvad er din reaktion på det?

Hassan Al-Thawadi lægger hånden på brystet, inden han svarer:

– Mit problem med at tale om antal af døde er, at det gør mig meget utilpas. Ethvert dødsfald er et mistet liv. Det er et tab af en far eller en mor, en bror eller en søster. Det gør mig virkelig utilpas.

– Har du selv læst rapporten, spørger han.

Ja.

– Amnesty nævner, at det arbejde vi gør i SC er et pejlemærke. Det er vi stolte af. De anerkender, at der er fremskridt, at det ikke kun er tilkendegivelser, men også resultater. Vi sætter nye standarder.

Artiklen fortsætter under billedet...

Al-Thawadi er stolt over forholdene for migrantarbejderne på stadionbyggerierne. Foto: Lars Poulsen.
Al-Thawadi er stolt over forholdene for migrantarbejderne på stadionbyggerierne. Foto: Lars Poulsen.
 

- Amnesty kritiserer, at de mange dødsfald ikke bliver efterforsket, men blot noteres som naturlig død og pludselig død. Hvad er din reaktion på det?

Det er et spørgsmål, som han ikke ønsker at svare på. I stedet har SC efterfølgende sendt os en udtalelse fra Qatars regering. Her hedder det:

’I følge loven skal de efterladte bede om en obduktion, før den kan udføres. I de fleste tilfælde og af religiøse årsager ønsker familierne at få sendt liget hjem så hurtigt som muligt til begravelse eller kremering.’

Vi vender tilbage til Hassan Al-Thawadi, som gerne vil fortælle om sit eget område.

– Landet som helhed er ved at implementere dele af det, vi har lavet på stadionbyggerierne. Gode forhold for arbejderne når det gælder boliger, mad og sikkerhed.

– Der er ting i hele Qatar, der skal ændres, og det vil regeringen. Der er et ønske om at føre reformerne på arbejdsmarkedet ud i livet. Et ønske om fremskridt. Og det stopper aldrig. Alle der lever i Qatar har værdi. Og det er vores fælles ansvar.

Artiklen fortsætter under billedet...

Hassan Al-Thawadi ville ikke optages på video, men bad i stedet om at blive fotograferet med Ekstra Bladets Jan Jensen. Foto: Lars Poulsen.
Hassan Al-Thawadi ville ikke optages på video, men bad i stedet om at blive fotograferet med Ekstra Bladets Jan Jensen. Foto: Lars Poulsen.
 

DBU og de øvrige nordiske forbund har i breve til FIFA nævnt de døde og kritiseret jer for, at reformerne ikke bliver implementeret hurtigt nok. Er du enig?

– Ingen lande kan hævde, at de har det komplette system. Heller ikke de skandinaviske lande. Men hvis du hører, at 6.500 er døde af at bygge stadioner, så skal du selvfølgelig reagere. Det var det, som stod i overskrifterne. Men det var forkert. Der var misforståelser i de historier, der blev sendt ud.

– Vi er åbne overfor alle, der vil i dialog. Ikke kun de nordiske forbund. Vi vil vise hvad der foregår på vores område. Der er fremskridt og det vil fortsætte.

De nordiske forbund besøger dig i december. Misforstår de jer?

– Vi kan altid kommunikere mere. Fra min side og fra deres side. Også fra de nordiske regeringer. Vi er åbne overfor konstruktiv kritik. Vi deler de samme ønsker - fremskridt i forhold til arbejdsmarkedsreformerne. Bedre livskvalitet for alle.

– Vi er da ikke stolte af, hvordan vi begyndte for 10 år siden. Det var forfærdelige forhold. Der hvor vi er i dag, er en helt anden verden. Der er sket betydelige fremskridt. Vi er et pejlemærke for hele regionen, siger Hassan Al-Thawadi.

Nogle migrantforhold er ikke blevet bedre med årene, kunne Ekstra Bladet ved selvsyn konstatere under besøget i Qatar.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ville dele VM med naboerne

VM i Qatar er fodboldhistoriens mest omdiskuterede, og tilbage i 2018 blev der sat yderligere blus under kedlerne, da FIFA’s præsident, Gianni Infantino, foreslog at udvide slutrunden fra 32 til 48 hold.

Det ville Qatar aldrig kunne klare alene. 48 hold vil kræve 12-14 stadioner, og Qatar har kun otte, så derfor skulle værtskabet i givet fald deles med nabolandene.

– Det var politisk et meget følsomt emne. Vi var på tidspunkt udsat for en blokade af vores nabolande, siger Hassan Al-Thawadi, men ideen faldt til jorden.

– Vi havde oprindeligt et ønske om, at vi skulle dele vores VM med vores naboer. Men vi søgte kun som Qatar, fordi vi erfarede, at det ikke ville diskvalificere os. Der var ikke i FIFA 100 procents opbakning bag et fælles bud. Det var den feedback, vi fik.

– Talte du med nogen om det?

– Nej, det var en meget tidlig ide. Og vi erfarede, at det kunne skade vores ansøgning, hvis vi var sammen med andre. Så vi forfulgte ikke ideen, siger Hassan Al-Thawadi.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Ingen hvide elefanter

Efter tidligere slutrunder eller olympiske lege har flere værtslande oplevet at stå tilbage med voldsomt store stadioner, som blot forfalder. De såkaldte hvide elefanter. Det er blandt andet sket i Brasilien, som var vært i 2014.

Men sådan bliver det ikke i Qatar, siger Hassan Al-Thawadi:

– Ras Abu Aboud er det første stadion i verden, som fuldstændig kan afmonteres igen. Og det vil det blive. Skibscontainerne, som stadion er bygget med, vil blive brugt til andre formål. Alle komponenter vil blive genbrugt, og grunden bliver givet tilbage til staten, som har råderetten.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lusail Stadium med plads til 80.000 tilskuere bliver efter VM omdannet til en kulturinstitution. Foto: Lars Poulsen
Lusail Stadium med plads til 80.000 tilskuere bliver efter VM omdannet til en kulturinstitution. Foto: Lars Poulsen

– Andre stadioner vil blive reduceret fra 40.000 til 25.000 tilskuere. Sæderne vil blive doneret til udviklingslande.

– Lusail Stadium, hvor finalen skal spilles, vil bevare sit udseende, men indvendigt vil det blive omdannet til alle mulige kulturelle formål til glæde for en hel ny bydel med 200.000 indbyggere.

– Vi vil muligvis bevare to stadioner med en kapacitet på 40.000. Men vi må se hvilke turneringer der kan blive aktuelle de næste 10 år.

Sådan kom Ekstra Bladet til Qatar

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen

Siden coronaen brød ud, har kun meget få journalister fået lov til at rejse ind i Qatar. Nu er det lykkes for Ekstra Bladets fotograf Lars Poulsen og journalist Jan Jensen, men kun fordi vi har fået hjælp af det internationale fagforbund Building and Wood Workers International, BWI, som herhjemme er repræsenteret af BAT Kartellet.

BWI har en samarbejdsaftale med Qatars Supreme Committee, som står for alle stadionbyggerierne, og som samtidig er landets VM-komite.

Aftalen gør, at BWI kan inspicere de otte stadionbyggerier. Denne gang gik turen til Lusail Stadion, som skal huse VM-finalen, og det specielle Ras Abu Aboud Stadion, som er bygget af skibscontainere.

Ekstra Bladet fik i to dage lov til at følge inspektionerne, men først efter at være blevet godkendt af Supreme Committee. Og det skal siges, at vi var under konstant overvågning.

 

Det var spilleregler, vi havde forventet, men det var overraskende, at især BWI var uhyre nervøse for, at vi skulle komme for tæt på migrantarbejderne. Medarbejderne fra Supreme Committee havde større forståelse for, at vi skulle optage både billeder og lyd.

Men vi fik aldrig lov til at være alene med migrantarbejderne.

Der er dog også en verden i Qatar uden for de otte stadioner, som i virkeligheden kun beskæftiger 30-40.000 af de mere end to millioner migrantarbejdere, som er hentet til landet for at gøre det klar til VM.

Og der er mildt sagt en verden til forskel på de forhold som stadionarbejderne lever og arbejder under, og så den barske virkelighed som findes i andre lejre i Qatar. De lejre besøgte vi også.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Men for en gruppe af danskere er julen svær