Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel
Sport

1400 f.v.t.: Boldspillets oprindelse

Mayaer og egyptere har spillet med bolde i årtusinder – det er ikke altid gået fredeligt for sig




’Verdens bedste legetøj’ kaldes bolden, hvad enten den bruges til fodbold, håndbold, tennis eller basketball. Og sådan har det angiveligt været i flere tusinde år. I det gamle Egypten blev der spillet forskellige boldspil i årene fra 5000-3000 før vor tidsregning. I perioden 3100-332 før vor tidsregning var Egypten klodens mest moderne civilisation, og sport spillede en stor rolle i samfundene. Det menes, at boldspil har været en del af datidens frugtbarhedsceremonier. Derudover blev der spillet et særligt boldspil, som markerede vinterens afslutning og forårets komme. Forskellige hold spillede mod hinanden med en bold, der repræsenterede Horus’ hoved – Horus var en af datidens guder for blandt andet lyset.

Hockey i det gamle Egypten
Med tiden spredte ensartede spil med indbyggede religiøse ritualer sig i Middelhavsområdet samt i Mellemøsten. Arkæologer har gennem årene fundet vægmalerier af boldspil i udgravningerne ved Saqqara, 15 kilometer syd for Kairo. Disse vægmalerier er fastslået til at være mere end 5000 år gamle. De gamle egyptere havde lavet boldene ved at sy læder eller stofklude sammen, som de udstoppede med enten palmeblade eller papyrusfibre.
Andre beviser på egypternes glæde ved boldlege ses i grave og grotter i Beni Hasan, en lille landsby på Nilens østlige bred. På malerierne ses unge piger, der jonglerer med både to og tre bolde, ligesom der også optræder legende børn, der tilsyneladende spiller en form for det, vi i dag kender som hockey. På en tegning ses to spillere, der slår til en bold med lange stokke, der er blevet bøjet og gjort bredere for enden af stokkene. Stokkene var formentlig lavet af palmebladestilke. Denne primitive form for hockey, kaldet ‘hoksha’, spilles i Egypten den dag i dag.

Baseball ældre end før antaget
Et andet egyptisk spil, ’seker hemat’, har været kilde til stor undren hos især amerikanske baseballhistorikere. Nyligt opdagede hieroglyffer, dateret så langt tilbage som 1475 før vor tidsregning viser den egyptiske farao Thutmose d. 3. med både bat og bold i hænderne, hvilket indikerer, at baseball, en af USA’s nationalsportsgrene, formentlig er langt ældre end hidtil antaget.
Strukturerede boldspil med nedfældede regler begyndte at opstå omkring år 1400 før vor tidsregning. Mayaerne i Mexico spillede et ganske aggressivt spil kaldet ’pitz’, som i sin grundform måske kan sammenlignes en smule med nutidens basketball. Vinderholdene blev hyldet, mens det var en anderledes nedslående oplevelse at tabe en pitz-kamp. Ofte blev det besejrede holds spillere ofret til guderne.

kommentarer
Vis kommentarer
Sport