Mutti Merkel siger genug: Det vil hun huskes for

Den tyske forbundskansler Angela Merkel stiller ikke op til genvalg som forbundskansler

Beslutningen om at stoppe åbner for et nyt kapitel, siger Merkel. Video: AP

Æraen er ikke helt slut endnu. Men den tyske forbundskansler, mutti Merkel, også kendt som Angela Merkel har fået nok efter 13 år på pinden som kansler.

Hun har været kansler siden 2005 og hun søger ikke genvalg, når perioden løber ud om tre år.

Hun er også klar til at opgive formandsposten for det konservative parti, CDU, til december.

Merkel har stået i spidsen for CDU siden 2000, og hun har indtil i dag støttet, at formandsposten og kanslerembedet hører sammen.

Og hun har haft stor betydning for tyskerne og tysk politik.

- Hun har betydet en hel del, fordi hun har siddet så længe. Hun har foreløbig allerede været kansler i tretten år, og det når så at blive 16, hvis hun holder tiden ud. Hun har trukket sit parti ind mod midten, altså gjort det mindre konservativt, og dermed også været med til at holde det ved magten, siger Per Øhrgaard, professor emeritus ved Copenhagen Business School,  der har forsket i tysk politik og kultur.

Han mener, at hendes plads i historien, er, at hun i 2015, da flygtningestrømmen kom, var næsten den eneste, der sagde, at det her kan vi ikke vende ryggen til. 

- Det må vi simpelthen tage på os. Og det har selvfølgelig kostet hende noget bagefter, men jeg mener virkelig, det var det rigtige. Til gengæld kan man så diskutere, om hun lige skulle have sikret sig større opbakning fra nogle andre lande inden. Men der var ikke så meget tid at løbe på, siger Per Øhrgaard.

- Men det er vel i sidste ende også noget af det, der har været med til at koste hende opbakning?

- Ja, både og. Fordi det viser sig, at tyskerne er ikke så hysteriske som danskerne med det her med flygtninge, selv om de har mange flere. Man kan se ved de sidste to landdagsvalg (delstatsvalg red.) både i Bayern og i Hessen, at der har det vist sig, at det er ikke det, der er øverst, når man spørger vælgerne, hvad er de vigtigste problemer?

- Det er, at huslejerne er for høje, og at man er bange for miljø-ødelæggelser. Og så kommer det med flygtninge, som nummer tre eller fire. Men selvfølgelig har det en vis betydning. Også for at Alternative für Deutschland (højrepopulistisk parti red.) er blevet til noget, siger professoren.

Men de har forholdsmæssigt ikke så mange stemmer som Dansk Folkeparti, forklarer han.

- De er stadig svagere i Tyskland end i næsten alle andre lande.

Han fortæller, at det ikke er helt slut med Angela Merkel endnu. Men han vil gætte på, at når først hun ikke er partiformand længere, så vil kravene om, at hun også skal træde tilbage som kansler, blive stærkere.

- Det hun siger, er, at jeg agter at sidde tiden ud. Men om hun kommer til det, er ikke sikkert, siger Per Øhrgaard.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Lussing ved delstatsvalg

Ved delstatsvalget i Hessen gik CDU over 11 procentpoint tilbage. Lige så skidt gik det to uger tidligere for søsterpartiet CSU ved delstatsvalget i Bayern.

Det tyske nyhedsbureau dpa og franske AFP erfarer, at Fritz Merz, den tidligere formand for CDU's fraktion i Forbundsdagen (tysk parlament red.), vil være kandidat til posten som formand.

Han har været Merkels rival, men har i de senere år ikke været meget aktiv i politik.

Formandsvalget vil formentlig finde sted i forbindelse med CDU's landsmøde i begyndelsen af december.

Krisen er lige så stor hos den socialdemokratiske regeringspartner, SPD. Her gik partiet også 11 procentpoint tilbage i Hessen i forhold til det seneste valg i 2013. Partiet blev halveret ved valget i Bayern for lidt over to uger siden.

Mange politiske iagttagere tror, at det kan føre til en sprængning af den store koalition. Det kan resultere i en langvarig politisk krise, som vil kunne få stor betydning for det europæiske samarbejde.

Trods tilbagegangen for CDU i Hessen behøver det ikke at betyde, at partiet slipper grebet om regeringsmagten i delstaten, hvor hovedbyen er Wiesbaden .

Den anden regeringspartner, partiet De Grønne, fik i Hessen et kanonvalg, der kan sikre det fortsatte samarbejde med CDU. Men også andre konstellationer er mulige.

Kilde: Ritzau

 

101 kommentarer
Vis kommentarer