Mystik om uduelig rulletrappe (7359111)

Ældre DSB-kunder kæmper sig op fra togstation, hvor rulletrappen af mystiske årsager ikke virker

Foto: Olivia Loftlund
Foto: Olivia Loftlund

Den seneste tid har der været ekstra meget kaos på den i forvejen overtrafikerede Vesterport Station i København.

Rulletrappen har nemlig igen været helt eller delvist stillestående i dette knudepunkt i S-tog-trafikken – en af landet travleste bybanestationer med en gennemstrømning på over 30.000 daglige rejsende.

Hundredtusinder – herunder mange tusinde ældre og gangbesværede - har atter måtte kæmpe sig op ad de tunge trin.

Det er ikke noget sjældent syn.

For de rullende trin har i årevis i perioder været så kronisk syge, at eksempelvis forbrugervagthundene finansierede Forbrugerrådet Tænk har skrevet et læserbrev om problemet.

Denne gang forsøger Ekstra Bladets vagthund at opklare, hvorfor den har været stillestående i mindst en uge.

- Rulletrappen har været ude af drift i en uge. Det skyldes, at leverandøren ikke har været lagerførende på reservedele, som først skulle hentes hjem først, forklarerede DSB’s regionschef Jørgen Dyrendal onsdag.

Men er det nu også sådan?

Det firma, som leverer reservedele til rulletrappen, er verdens førende af sin slags. Firmaet har slået sig op på at sikre flowet i alverdens byer, så spørgsmålet er, om firmaet virkelig bærer skylden for proppen på Vesterport, sådan som DSB påstår.

Kan det virkelig passe, at verdens største elevator-firma ikke er lagerførende i vitale reservedele, så en rulletrappe i et trafikknudepunkt står stille stå længe?

Nej, ifølge kilder tæt på processen skyldes det langvarige driftstop ikke problemer med at hente reservedele hjem, men snarere det berygtede danske bureaukrati.

Statsbanerne har nemlig udliciteret driften sine rulletrapper til et rengøringsfirma. Nøl og langsommelig kommunikation mellem disse to parter skulle helt eller delvist være skyld i proppen, lyder en anden forklaring.

Uanset hvem eller hvad, der har skylden, har det generet folk længe og måske mere end den uge.

For ifølge kiosk-personalet på Vesterport har trappen snarere stået stille i 10-14 dage og altså ikke i en uge sådan som DSB oplyser.

DSB pointerer, at der ikke er tale om nogen skandale. Over for Ekstra Bladet henviser DSB til, at gangbesværede, kørestolsbrugere og folk med barnevogne jo bare kan bruge stationens elevator.

Men kioskpersonalet undrer sig over, hvorfor DSB så ikke har opsat et skilt, der henviser til elevatoren, der ligger et godt stykke fra den defekte rulletrappe.

- Der er virkelig mange ældre, der oplever det som et problem. Vi forsøger mange gange dagligt at forklare dem, hvor elevatoren er, men især i myldretiden er den også umulig at komme til, siger en 7-Eleven-medarbejder.

- Denne gang har den være gal de sidste 14 dage, måske 12 dage, men i hvert fald ikke kun en uge.

Under det meste af driftsstoppet har kun været den opdagående rullletrappe, der har holdt stille.

Torsdag havde DSB eller DSB's underleverandører taget et smart initiativ til at indstille den nedadrullende trappe til at rulle opad.

Ekstra Bladet traf forleden en håndfuld ældre DSB-passagerer, som var utilfredse fordi de døjede med at gå på trapperne. Ingen af dem ønskede at komme i avisen, men det gjorde familien Kofod fra Rødovre, hvor pigerne Olivia og Annika drøftede konsekvenser med deres mor Lene.

- Jeg synes, det er ret dumt den, ikke virker, især fordi de gamle har svært ved at gå på trapperne, fordi de får ondt i benene, og det er synd for dem.

Niels-Erik Kofod og Lene Kofod med børnene Olivia (t.v) og Annika (t.h). Foto: Olivia Loftlund
Niels-Erik Kofod og Lene Kofod med børnene Olivia (t.v) og Annika (t.h). Foto: Olivia Loftlund

0 kommentarer
Vis kommentarer