Brøndby-profil giver opdatering på skade: Føler, man svigter holdet

Brøndby IF's Kasper Fisker kalder det "helt vildt frustrerende" at sidde ude med skade i en periode, hvor holdet kæmper med at finde sit niveau. Han håber at være tilbage efter landskampspausen.

Sidste sæsons sølvvindere fra Brøndby IF kæmper i denne sæson gevaldigt med at finde det niveau, der i sidste sæson var tæt på at sikre klubben det danske mesterskab.

Alexander Zornigers mandskab har kun hentet én sejr i de seneste otte Superligakampe og befinder sig derfor på en skuffende 8. plads efter de første 15 spillerunder i den bedste danske række.

Resultaterne er frustrerende for spillerne på banen, men det kan gøre mindst ligeså ondt på dem, der sidder udenfor. Det fortæller midtbaneprofilen Kasper Fisker, der har siddet ude med en fodskade i de seneste seks kampe og også misser fredagens møde med AGF:

- Det er helt vildt frustrerende at være ude. Det er det altid, men det er det særligt lige nu med den situation, som holdet står i. Som så mange andre gange får man en følelse af, at man svigter holdet, fordi man ikke kan give noget igen, så det er meget hårdt at sidde ude lige nu, siger Fisker til tipsbladet.dk.

Den 30-årige midtbanespiller har tidligere spillet i Randers, så han medgiver, at de to hjemmekampe mod henholdsvis FC København og AGF var nogle, som han havde set ekstra meget frem til. Det vigtigste er dog at komme tilbage uden at tage unødvendige chancer:

-Det er nogle fede kampe, vi spiller lige nu, men jeg er klar over, at jeg skal passe på. Det handler for mig om at komme hurtigst muligt tilbage og gøre det, som jeg bliver betalt for, og så er det lige meget, om det er mod FC København på hjemmebane eller Marienlyst i pokalturneringen, siger Kasper Fisker.

Status på skade
Fisker har siddet ude med en skade i foden siden kampen mod AC Horsens i 11. spillerunde, men før det spillede han med smerter i et par uger. Midtbanespilleren har derfor stort fokus på, at han skal være skaden helt kvit, før at han vender tilbage - forhåbentligt efter den kommende pause med landskampe:

- Status er, at jeg håber meget på, at den kommende landskampspause falder på det rigtige tidspunkt for mig, og at jeg kan være tilbage igen efter den. Det er det, jeg satser på.

- Jeg er i bedring og kan mærke, at det går bedre. Men det handler meget om at give den gas og samtidig ikke dumme sig ved at presse sig selv for hårdt. Nu skal der lige gå en uges tid, og så kan jeg begynde at træne med for alvor, fortæller Fisker om sin skade.

Første kamp efter landskampspausen for Brøndby IF er en udekamp den 25. november mod SønderjyskE.

0 kommentarer
Vis kommentarer