Championship-klub overvejer Anders Lindegaard

Preston North End skal have to målmænd i det kommende transfervindue. Anders Lindegaard er et emne.

Anders Lindegaard skal have afklaret sin fremtid i det kommende sommertransfervindue. Danskerens lejeaftale med Preston North End udløber efter denne sæson, men selvom han har et år tilbage af sin kontrakt med West Bromwich Albion, regner han ikke med at returnere til "The Baggies".

Lindegaard skal derfor finde ud af noget andet, men nu kan det vise sig, at han også i næste sæson kommer til at vogte målet for Preston North End. Ifølge lokalmediet Lancashire Evening Post ønsker Preston North End at tilknytte to målmænd på permanent basis i det kommende sommertransfervindue, og Anders Lindegaard er i overvejelserne som en af mulighederne.

Preston North End har netop sagt farvel til Chris Kirkland, og med ophørelsen af Lindegaards lejeaftale, skal der altså to målmænd til klubben til sommer. Anders Lindegaard har spillet 14 kampe for Preston North End i dette forår, men på grund af en skade har han været ude af truppen til sæsonens sidste tre kampe.

Anders Lindegaards agent Michael Steensgaard sagde i april følgende til tipsbladet.dk om fremtiden:

- Det ligger ikke i kortene, at han skal tilbage til West Bromwich. Vi er i dialog om, hvad der skal ske, men det er for tidligt at sige, hvad det ender med. Alle muligheder bliver afsøgt, og det er et puslespil, der skal gå op.

0 kommentarer
Vis kommentarer