Efter sexfest: Dansker forbliver kaptajn for Brann

Den danske midtbanespiller Daniel A. Pedersen er fortsat anfører for norske Brann, lyder det nu fra træner Eirik Horneland.

Anføreren i norske Brann hedder også fortsat Daniel A. Pedersen.

Det har cheftræner Eirik Horneland slået fast over for Bergens Tidende.

Daniel A. Pedersen er da også en ledertype på banen og en spiller, der kæmper hårdt, men efter den meget omtalte sexfest, hvor spillerne festede det meste af natten på stadion i Brann, var der tvivl om Daniel A. Pedersen som anfører.

Danskeren var nemlig en del af festen, og derfor har flere ment, at han ikke længere kunne fortsætte som kaptajn.

- Daniel er kaptajn, og han har med sig Sivert (Heltne Nilsen) og Petter (Strand), skal Horneland have sagt til Bergens Tidende efter dagens træning.

De to andre er danskerens vicekaptajner.

Daniel A. Pedersen og Sivert Heltne Nilsen er nogle af de spillere, der har fået en skriftig advarsel af klubben efter sexfesten. Målmand Mikkel Andersen fik sin kontrakt ophævet i klubben og er nu tilbage i dansk fodbold hos Viborg FF.

Og så er der ifølge VG en mand, som er blevet sigtet for voldtægt i forbindelse med sexfesten.

Flere har været ude at undskylde - blandt andre Daniel A. Pedersen, der har en fortid i Silkeborg IF og AGF.

Brann ligger sidst i Eliteserien efter 17 runder - der er tre point op til Mjøndalen, der ligger på 14. pladsen.