Fiorentina-angriber om coronavirus: Det var svært at bevæge sig

Patrick Cutrone er blevet raskmeldt, efter at være blevet konstateret smittet med coronavirus, og nu forklarer han om perioden med virussen.

Italien er et af de lande i Europa, der har været hårdest ramt af den raserende coronavirus, og i skrivende stund har landet oplevet næsten 140.000 smittetilfælde.

Nogle af de smittetilfælde har været professionelle fodboldspillere. I Fiorentina har angriberen Patrick Cutrone sammen med holdkammeraterne German Pezzella og Dusan Vlahovic således været smittet med sygdommen.

Læs også:Christian Nørgaard: Jeg kommer aldrig til at spille for FC Midtjylland

Forleden kunne Fiorentina imidlertid meddele, at de tre spillere er kommet sig, og nu fortæller Patrick Cutrone om tiden, hvor han var syg.

- Jeg lå i sengen med feber i mange dage. Jeg havde ondt i halsen, hostede og mine muskler gjorde ondt, siger Cutrone til Sky Sport Italia og fortsætter:

Læs også:Muligt gensyn: Manchester City jagter Atletico Madrid-stopper

- Jeg havde svært ved at bevæge mig eller gøre noget, men jeg har været i stand til at træne herhjemme i de sidste to til tre uger. For et par dage siden tog jeg en ny test, og den var negativ, så jeg er kommet mig fuldstændigt og har det godt.

I Italien har også Juventus været påvirket af coronavirussen, da stjerner som Daniele Rugani, Paolo Dybala og Blaise Matuidi har været smittet med sygdommen. Også flere Sampdoria-spillere har været smittet.

Serie A har som følge af coronavirus-pandemien været sat på pause siden starten af marts.