Mateo Kovacic vil væk fra Real Madrid

Mateo Kovacic er utilfreds med manglende spilletid i Real Madrid, og han er derfor nu opsat på at forlade den spanske storklub.

Casemiro, Luka Modric og Toni Kroos har været de foretrukne spillere på Real Madrids centrale midtbane, og der har ikke været mange chancer til Mateo Kovacic.

Kroaten, der også på landsholdet har en reserverolle, har blot fået 37 ligakampe fra start i sine tre sæsoner hos Real Madrid, og han er nu på udkig efter en ny klub – medmindre Real Madrid er klar til at give ham mere spilletid.

- Jeg vil spille mere, og det bedste vil være at forlade Madrid. Jeg elsker fodbold og at være på banen. Jeg vil have muligheden for at være stamspiller på et andet hold. Hvis jeg ikke spiller, er jeg ikke glad, fortæller Mateo Kovacic til Marca.

Mens det har knebet med at få masser af spilletid i benene hos Real Madrid, har den 24-årige midtbanespiller fået flere store titler med fra sine første tre år i kongeklubben. Han har været med til at vinde tre Champions League-trofæer og et spansk mesterskab.