Mourinho erkender særligt bånd til Newcastle

Jose Mourinho er fast besluttet på at blive i Roma, men har et særligt bånd til Newcastle, siger han.

Newcastle United blev i sidste uge købt af en saudiarabisk investeringsfond, og lige siden har rygterne om store indkøb og en ny træner floreret.

Et af de navne, der er blevet sat i forbindelse med trænerjobbet i klubben, er selveste Jose Mourinho. Den portugisiske toptræner med en fortid i Chelsea og Manchester United er dog aktuelt cheftræner for AS Roma, og det job har han ikke tænkt sig at opgive.

Det siger han selv ifølge Romas hjemmeside, men samtidig erkender Jose Mourinho, at Newcastle er noget særligt for ham.

- Angående Newcastle har jeg ikke noget at sige. Absolut intet at sige, lyder det fra Jose Mourinho, der dog fortsætter:

- Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg i mange, mange år har arbejdet med en af de vigtigste personer i Newcastles historie, Sir Bobby Robson. Og derfor har jeg altid haft et lidt følelsesmæssig bånd med byen og den fanbase. Men det er ikke mere end det. Jeg er her, jeg er virkelig glad for at være her, og jeg er 100 procent fokuseret på Roma-projektet.

Jose Mourinho var i 1990’erne tolk og assistenttræner for netop Sir Bobby Robson i FC Porto og FC Barcelona.

Newcastles nuværende træner er Steve Bruce, men som følge af en meget skuffende sæsonstart er han efter sigende fyringstruet.